Blog

En pralepost



Jeg har lige proklameret herovre hos MereMaria, at jeg er typen der ikke gider at læse praleblogs. Altså dem der udelukkende praler om perfekte flødeskumsliv uden nullermænd i krogene.

Nå men altså. Jeg gider åbenbart godt at skrive dem. Så kære læsere, bær over med mig i dag. I dag er netop sådan en dag, hvor jeg gerne vil prale. Igår var det nemlig lørdag. Sådan en lørdag, hvor vi ikke havde nogen planer. Det vil sige, selv det ugentlige storindkøb blev skudt til søndag morgen. Bare så der var …

Læs mere…

Og så fik jeg ondt i ryggen...

Helt ærligt. Hvem får ondt i ryggen??? Det gør gamle mennesker, og folk der ikke tænker sig om; ikke tænker over deres arbejdsstillinger, folk der tror de er udødelige og til hver en tid kan løfte alt og alle. Folk der kan klare det hele. (SÅÅÅÅ symptomatisk, læs bare HER). Og okay. Jeg er ikke gammel (sådan rigtigt i hvert fald), ergo må jeg tilhøre den sidste kategori.

Kategorien af de udødelige dumme. Well, alting taget i betragtning, så må jeg jo nok bare indse at et par års fuldtidsfeltarbej…

Læs mere…

Jeg gav op!

Fra arkivet: I 2014 oplevede jeg et stort personligt gennembrud på min egen spirituelle rejse. Jeg lærte at tabe ansigt. Og at tage mig af mig selv. Når jeg tænker tilbage, er det stadig én af de mest skelsættende begivenheder i mit liv.

---

D. 24. juli 2014 var det min fødselsdag. Det er det sjovt nok hvert år, men i år har jeg ubetinget haft den mest storslåede af slagsen, alle 34 af dem taget i betragtning, og det sagt selv om der hverken var lagkage, boller eller flag på bordet. Jeg tilbragt…

Læs mere…

Urtekonen brygger...

 

Urterne har altid været omkring mig. Siden jeg var en lille pige, har jeg været tiltrukket af de grønne planter og deres helbredende evner (jeg har talt om det før her). At de også kan skabe magi i køkkenet er først kommet til mig senere, men deres aura af urkraft og mystik har altid talt til min sjæl. Min første erindring om urternes virkning er den kop kamille-te med mælk og honning, som jeg altid fik hos min mormor og morfar, når jeg overnattede der som barn. Den beroligede og lod mig fald…

Læs mere…

Ferien - og DEN STORE FLUGT...



Ferietid er læsetid Lykken er en blød sofa og en god læsemakker

Det er ferie. Ferien går med at læse og bade og glo på skiftevis mine smukke piger og de mest fantastiske solnedgange. Mest læse. Jeg er grebet. Jeg læser som nævnt i forrige indlæg "og DEN STORE FLUGT" af Andrea Hejlskov. Om hvad der sker når en moderne dansk kriseramt familie (er vi ikke alle?) slipper alt og stikker af, langt ud i de svenske skove. Efterhånden en rimelig hypet familie, som det i en periode var svært ikke at stifte bekendtskab med bå…

Læs mere…

Jeg er landet ved Havet...



20140707-182941-66581327.jpgSommerferie. Vesterhavet. Fred. - lyder det som duften af barndom? Det er det. Min i hvertfald. Jeg falder til ro ved lyden af havet. Duften af Fyr. Og lyng. Et stille kop dansk morgen på terrassen, men resten af verden sover. En morgenhilsen. En bevidsthed.

Sidder med min kaffe og spekulerer på, hvorfor det her scenarie er så svært derhjemme. At sidde 10 min i ro. Bare være.

Jeg læser Andreas bog "Og den store flugt". Den får mig også til at spekulere. Over livet. Og over vores givne spilleregler…

Læs mere…

Et gastronomisk guldkorn i provinsen...

Indrømmet! - Jeg kommer ikke særlig meget ud. Altså "ud" forstået på den måde, hvor der er dug på bordet og man spiser pænt med kniv og gaffel. Derfor kunne nogen måske finde på at mene, at min referenceramme ikke er særlig stor. Nuvel. Måske har "de" ret.

Men når det så er sagt, så har jeg en rigtig god intuition - eller skal vi sige, sanselige receptorer. Og når jeg kommer ind et sted, hvor tingene bare spiller, hvor man, selv når "man" er "jeg" (og dermed altid føler sig lidt akavet, strittend…

Læs mere…

At være ene...

Forleden dag var jeg nødt til at stikke af. Sådan rigtigt. Flygte - i ordets mest meningsfulde forstand. Ud. Væk. Alene. Jeg måtte væk fra virkeligheden. Fra følelserne der flyder over. Væk fra smerte. Sårethed. Bebrejdelser. Væk fra alt det, der minder mig om ikke at være god nok. Om ikke at kunne leve op til egne og andres standarder. Væk fra forventningerne. Idealerne. Drømmen om det lykkelige og perfekte.

Jeg tog flugten. Ud. Ud i naturen. Ud til havet. Til klinterne og til vinden. Der hvor m…

Læs mere…

Mit moderskabs største fiasko... Eller?

Det her indlæg bliver uden billeder. Kun ord. Ord der må ud.

Det her er et af de indlæg der er svære at skrive, men samtidigt er jeg så fuld af alle mulige følelser, at jeg bare må have det ud af kroppen. Ud af fingrene, ud af hjertet. Bloggen bliver min ventil. For en gang skyld har jeg svært ved at finde ordene. Over all er smerten. Sorgen. Følelsen af at mislykkes med det allermest vigtige i verden - mine børn.

Nogen kunne jo sidde og mene, at det er pisse egoistisk, at jeg sidder og ynker mig …

Læs mere…

Shamanens vej førte mig hjem...






Da jeg var barn, var det altid naturen jeg søgte mod, når tingene var svære. Skovens høje stammer der rakte op, op, op mod de grønne kroner, så langt mod himlens tag. I naturen var eventyret intakt. Her kunne jeg lade sjælen vandre uden at forholde mig til nuet.

Jeg husker tydeligt, hvordan urterne altid har trukket i mig, og helt tilbage i de små klasser eksperimenterede jeg med at koge birkens frøstande sammen med vand til en underlig uspiselig grød. Men drivkraften var der. Nysgerrigheden. …

Læs mere…

Kategorier