Kontakt mig på info@hyldemorshave.dk eller tlf: 92 43 30 73 for yderligere information og priser.
Husapotekets hemmeligheder
Et foredrag med Maria Hyldemor
Vi har altid haft naturen som vores nærmeste apotek.
Vores formødre vidste, hvilken urt der kunne hele et sår, lindre en uro eller styrke kroppen gennem årets gang.
De vidste, at helbredelse ikke kun handlede om sygdom - men om balance, nærvær og forbindelse til alt levende.
I dag er meget af den viden gået tabt.
Vi lever i en tid, hvor vi har glemt at lytte til naturens sprog - og i stedet fylder skabene med piller, kosttilskud og pulvere med navne, vi knap kan udtale.
Men sandheden er, at alt det, vi har brug for, stadig vokser omkring os.
I grøftekanten. I haven. I skoven lige udenfor døren.
I dette foredrag åbner Maria døren til sit eget husapotek - fyldt med urter, olier, tinkturer og gamle kloge koncepter i moderne forklædning.
Du får indblik i, hvordan du selv kan bruge planterne til at støtte kroppen og sindet i hverdagen - med respekt for både videnskaben og den ældgamle, erfaringsbaserede urtekunst.
Foredraget er for alle nysgerrige sjæle - kvinder og mænd - der længes efter at genfinde forbindelsen mellem natur, sundhed og hverdagens små mirakler.
Om Maria Lisette Jacobsen ‘Hyldemor'
Kendt som den nordiske shaman “Hyldemor” fra DR2-dokumentaren Heksen, Hedningen og Hyldemor, lever Maria af at formidle og undervise i urtemedicin og nordisk naturspiritualitet.
Som tidligere arkæolog og med en fortid i museumsbranchen står hun bag onlineuniverset Hyldemors Have, hvor hun afholder kurser, events og foredrag landet over.
Maria ’Hyldemor’ udmærker sig ved sin ligefremme facon, og dagligt inspirerer hun over 50.000 følgere på sociale medier hvor hun videregiver sin viden og deler sit enestående liv som ”klog kone” i en moderne verden.
Fra livskrise til drømmeliv // Fra hamsterhjul til Hyldemor
Har du nogensinde følt dig fanget i et liv og en historie, der ikke helt føles som dit eget? Mange af os følger samfundets forventninger til, hvordan livet bør være, men glemmer at lytte til vores egen indre stemme. Resultatet? Et liv, der måske ser rigtigt ud udefra, men føles tomt indeni.
For Maria Lisette Jacobsen – også kendt som den urtekyndige 'Maria Hyldemor' – blev det nødvendigt at bryde fri af normerne. Hun gik fra en fastlagt hverdag som arkæolog, præget af faste rutiner, krav om at passe ind og det konstante løb i familiehamsterhjulet, til at skabe sit drømmeliv som klog kone midt i de sydsjællandske skoves fred og visdom.
Med udgangspunkt i en livskrise i 2019 forlod hun alt: løncheck, ægteskab og sit hjem gennem 16 år. Hun sprang ud i det ukendte – en rejse, der førte hende til et nyt liv fyldt med naturens visdom, to bogudgivelser, flere tv-programmer og en succesfuld kursusvirksomhed, onlineuniverset Hyldemors Have.
Denne aften deler Maria sin personlige fortælling om modet til at sige farvel til det velkendte og vælge det autentiske. Hun vil inspirere dig til at stille spørgsmål ved normerne, slippe forventningerne og skabe et liv, der føles ægte og meningsfuldt.
Foredraget handler om at finde sin indre kompasnål, tage styringen og gå fra at passe ind til at stå stærkt i sig selv. Det er en påmindelse om, at vi alle har muligheden for at skabe vores eget drømmeliv – hvis vi tør.
Kom og lyt til en levende, personlig historie om transformation, mod og rejsen hjem til sig selv. Lad dig inspirere til at tage første skridt mod dit eget autentiske og meningsfulde liv.
Om Maria Lisette Jacobsen 'Hyldemor'
Maria Lisette Jacobsen blev kendt som den nordiske shaman “Hyldemor” fra DR2-dokumentaren Heksen, Hedningen og Hyldemor. Hun lever af at formidle og undervise i urtemedicin og nordisk naturspiritualitet. Hun holder kurser, events, workshops og foredrag over hele landet. Maria udgav sin første bog Blandt urter og elverfolk - Årets gang i Hyldemors Have i 2023 og Hyldemors Urtekalender i 2024, begge på Muusmann Forlag,
Naturens magi - om årshjulets kraft (med udgangspunkt i fejringen omkring solhverv eller jævndøgn)
Mærker du længslen mod jorden?
Til Valborgsaften (eller en af de andre syv naturhøjtider i årshjulet) inviterer Maria Lisette Jacobsen – arkæolog, forfatter og moderne klog kone – os ind i naturens magiske verden. Med rødder i både fortidens visdom og nutidens behov for ro og forbundethed, væver hun fortællinger om årstidernes kredsløb, planternes kraft og de små ritualer, der kan give mening og styrke i hverdagen.
Foredraget åbner døren til en tidløs forståelse: at verden er levende, og at vi selv er en del af naturens store rytme. Vi følger årshjulets fester og ritualer, særligt Valborgsnattens ildkraft, der markerer overgangen til sommeren – en tid for frugtbarhed, fornyelse og håb.
Maria deler historier fra folketraditionen, egne erfaringer som “moderne klog kone” og praktiske eksempler på, hvordan små handlinger – en kop te, en stille gåtur, et lys i mørket – kan blive til kraftfulde ritualer, der bringer os tættere på jordens under og vores egen indre balance.
Undervejs møder vi også planternes magi, blandt andet den fortryllende skovmærke, som i århundreder har været forbundet med kærlighed, forvandling og majvin.
Naturens Magi er en invitation til at genforbinde os med Moder Jord, finde ro i naturens rytmer og træde ind i et fællesskab, hvor gamle ritualer får nyt liv.
Vølvens urter
I dag oplever vi en fornyet fascination af vores forfædres dybe forbindelse til jorden og den visdom, der blev overleveret gennem generationer. Naturens urter og planter har altid været en skattekiste af helbredende egenskaber, og det var ofte de kyndige folk, som gennem århundreder forstod at udnytte dem til at fremme sundhed, styrke og velvære.
Maria, også kendt som "Hyldemor," er én af dem, der har kastet sig over denne gamle viden. Med en blanding af historisk indsigt og nutidig passion fortæller hun levende om planternes helbredende kraft. Hun forbinder fortiden med nutiden, og med et smil spørger hun: Hvor meget ved vi egentlig om vølvens magiske urter – og hvad er blot myter og fantasifulde fortællinger? Arkæologerne elsker historien om "den påvirkede vølve", en kvinde, der måske eksperimenterede med planter, der ændrede hendes sindstilstand. Men hvad ved vi faktisk om, hvordan planterne blev anvendt i vikingetiden, og hvordan vi kan bruge dem i dag?
Vikingernes sagaer er ofte fyldt med blodige slag og hævn, men mellem linjerne kan man skimte en anden virkelighed – en hverdag, hvor urter og helbredelse spillede en stor rolle. Mens sagaerne mest er interesseret i, hvem der slog hvem ihjel, kan vi forestille os de tavse helbredere, der færdedes blandt langhusene. Disse kyndige mennesker havde en uvurderlig viden om urter og naturmedicin. Om det var til at dulme smerter, læge sår eller beskytte mod sygdom, så var det ofte urtekundskaben, der sikrede overlevelse i de barske nordiske omgivelser.
Vølvens urter er således ikke blot et levn fra fortiden – de er en påmindelse om vores dybe forbindelse til naturen og dens evne til at hele, både dengang og nu.
--
Maria Lisette Jacobsen lever af at formidle og undervise i urtemedicin og nordisk naturspiritualitet. Hun holder kurser, events, workshops og foredrag over hele landet. Maria udgav sin første bog Blandt urter og elverfolk - Årets gang i Hyldemors Have i 2023 og Hyldemors Urtekalender i 2024, begge på Muusmann Forlag.
Som uddannet arkæolog og med en fortid i museumsbranchen er hun i dag kvinden bag kursusvirksomheden og onlineuniverset Hyldemors Have. Her inspirerer Maria dagligt tusindvis af følgere og videregiver sin viden om nordiske traditioner, helbredende urter, en hverdag i takt med årstidernes skiften og sit liv som moderne, klog kone.
Gå mørket i mødet
Mørket der svøber sig om os, når vi træder igennem vinterens port, er et ældgammelt ur-mørke. Det synger til vores sjæl, at det er tid til at gå langsomt. At det er tid til at hvile, lade op og restituere. Tid til at næres og styrkes. Men det fortæller også om skaberkraften, for mørket er myternes land. Mørke er det frugtbare ophav til livets begyndelse. Mørke er potentiale. Og en fantastisk og nødvendig del af livets kredsløb.
Når vi kommer til årets mørke måneder, er vi i den industrialiserede verden vant til blot at tænde mere lys og fortsætte i samme tempo som før. Unaturligt og stridsomt for vores kroppe. Træder vi i stedet ud af lyskredsen og lytter til naturens visdom; ser træerne slippe deres blade og samle deres kraft i rødderne. Så bliver vi mere opmærkesomme på naturens eget væsen; den oprindelige kraft, og så fortæller solens lys og nattens mørke selv om behovet for at drosle ned. Om behovet for ro og for at styrke hver eneste lille celle i vores krop.
Maria Lisette Jacobsen fra Hyldemors Have vil denne aften fortælle om vintermørket og hvordan vi kan møde det som en ven og vejleder og vi ser på, hvordan vi ved at følge naturens gang, kan blive “genindsat” i det store kredsløb og skabe mere harmoni i vores levede liv.
Kontakt mig på info@hyldemorshave.dk eller tlf: 92 43 30 73 for yderligere information og priser.