Kontrolkvinden

"Hej - mit navn er Maria. Jeg er kontrolfreak. Jeg har været afhængig af kontrol i 15 år." "H E J  M A R I A !"

Kender du det? Kasser og lister gør tryg. Sådan har jeg haft det de sidste mange år. Jeg er typen der hader afvigelser fra det planlagte. Hader forsinkelser, ændringer og uafstemte forventninger. Jeg er listefascist med stort L og Master af to-do lister.

Indtil forleden troede jeg på, at det hjalp mig. Det gjorde min verden tryg. Det satte alting i rammer og skemaer. Jeg har talt om det så mange gange før, fx her eller her. Om hvordan husholdningssystemet Flylady hjalp mig igennem den fortravlede hverdag. Om hvordan den minutiøst udfyldte store fælles plankalender bliver familiens alter ego. Står det ik' i kalenderen sker det ikke.

Jeg troede det var godt. Det gjorde jeg virkelig. Jeg har lullet mig selv ind i tanken om, at hvis jeg ikke fik sat alle dagens flueben eller hvis alt ikke var "perfekt", så gik jorden nok under i morgen. Og som jeg fik pinpointed forleden - så får jeg jo hver dag ret og min overlevelseshjerne bekræfter min strategi - for verden gik jo, as you all may know - ikke under. Altså er det vigtigt, at jeg overholder programmet.

Her bør jeg selvfølgelig indskyde, at med termen "verden går under", mener jeg selvfølgelig ikke, at verden går under... Men at min hverdag falder fra hinanden, børnene kommer afsted uden madpakke og at jeg mislykkes totalt som mor, kone og menneske. Angsten for at blive oversvømmet og udmanøvreret af alle hverdagens gøremål.

Well, igår blev jeg opmærksom på, at jeg ikke har gjort det til en hjælp for mig selv. Tværtimod har jeg gjort mig selv til slave af systemet. Af kontrollen. Af mine uundværlige hverdagsrutiner. Af mit liv. Jeg er ufri. Jeg har tildelt mig selv rollen som familiens ubestridte logistikchef! Jeg kræver det umulige af mig selv, indbefattende at have styr på alles planer. Alles gøremål. Alle indkøb. Alle regninger. Alle opgaver. Alle putninger. Taskepakninger, fødselsdage, tøjindkøb, ferieplaner, legeaftaler, madplaner OG SÅ VIDERE!

Oh my f*****g God! Hvad har jeg egentlig tænkt på???

Hvorfor er det så svært at afgive kontrollen? Hvorfor er det så angstprovokerende for mig? Hvorfor har jeg i alle disse år bildt min hjerne ind, at jeg er nødt til at være in über charge for at overleve? Er jeg mon fortabt?

Jeg håber det ikke. Så jeg tog en beslutning. Jeg vil sættes fri. Jeg vil bryde mine hårdt selvanbragte hverdagslænker og trække vejret dybt og inderligt og prøve for en gang skyld at LEVE! Jeg vil befri mig selv for to-do-listens regime og prøve for første gang i mange år og mærke min lyst til livet.

Det betyder i praksis, at jeg har afmeldt Flyladys daglige nyhedsmail med alle dagens dunke-mig-selv-oven-i-hovedet-med-alt-det-jeg-ikke-når-ting. Jeg har fjernet hendes daglige rengøringsmission fra min iPhone kalender. Igår gik jeg en time senere i seng end jeg "må" - for jeg havde sgu' LYST TIL at sidde og rode med bloggen. Og jeg var en totalt dare devil og stod 20 min senere op end jeg plejer hertil morgen. Og vi nåede sgu' det hele alligevel. Uden stress. Men også uden de sædvanlige 10+ min spildtid på facebook og instagram.

Jeg føler mig allerede mere fri. Fri til livet. Det er klart, at de "gode" vaner jeg har indgroet, og som jeg ikke behøver at kigge på en liste for at huske, ja dem har jeg ikke tænkt mig at skrotte. Jeg kan lide at komme op til en redt seng om aftenen, det er fedt når madplanen bare kører, jeg synes det er rart, at køkkenet kke flyder med opvask, fordi maskinen bliver tømt med det samme, når den er færdig. Men jeg ved også nu, at jeg ikke dør, hvis jeg en enkelt dag springer tøjvasken over.

Og ja, Jeg ved også godt, at Rom ikke blev bygget på én dag, og at jeg nok er nødt til at køre lidt 80/20 til jeg har vendet mig til min nye way of life. Så jeg har givet selv lov til at planlægge 1 (!!!) ting pr. weekend. Resten skal simpelthen have lov at opstå udfra lyst og behov. Jeg kunne tude over mig selv, når jeg tænker på hvordan jeg farede rundt i søndags og ordnede "projekter", og i aller sidste øjeblik, lige inden puttetid, kunne afse en halv times kastanjedyrstid med Elvira. Suk.

Jeg er godt klar over at vejen frem ikke bliver let. At jeg kommer til at binde mig selv på hænder og fødder for ikke at pakke opvaskeren om, eller tjekke ungernes madkasse, når Michael har smurt, eller sågar bytte rundt på tøjstykkerne når pigerne selv har valgt næste dags outfit. Eller folde sengetøjet om, når jeg ikke selv har lagt det samme. (Skal jeg fortsætte??)

Men jeg lover, at jeg vil gøre mit aller bedste. Jeg skylder. Ikke nogen anden. End mig selv det.



Tingene har jo ikke ændret sig meget på 50 år... - men jeg vil ikke mere!