Og så fik jeg ondt i ryggen...

Helt ærligt. Hvem får ondt i ryggen??? Det gør gamle mennesker, og folk der ikke tænker sig om; ikke tænker over deres arbejdsstillinger, folk der tror de er udødelige og til hver en tid kan løfte alt og alle. Folk der kan klare det hele. (SÅÅÅÅ symptomatisk, læs bare HER). Og okay. Jeg er ikke gammel (sådan rigtigt i hvert fald), ergo må jeg tilhøre den sidste kategori.

Kategorien af de udødelige dumme. Well, alting taget i betragtning, så må jeg jo nok bare indse at et par års fuldtidsfeltarbejde (uden omtanke, begynder at sætte sine spor). Jeg har for tiden helt sikkert en ting eller to at lære om ydmyghed, og om skrøbelighed og om styrke.

Og hvad gør man så, med den ryg der? Jo først så undrer man sig? "Ondt i ryggen!?" Næh, hør nu, jeg er frisk som en fisk, det er alle de andre der får ondt i ryggen! Hmm... Okay så. Men tænker man så over den dybere mening med det hele? Over om min kære krop måske prøver at sende mig et hint, en flyvende vognstang?

Næh nej. Man handler da. Først ha' fat i lægen, og så ha' fat i fys'en. Og så ellers stille der en gang om ugen til pineri på langs. Først var det meget rart, men så tog hun fat, og så holdt det rare ligesom op.

Nu står jeg så der, hvor jeg mindst to gange om dagen skal igennem et raskt lille udstrækningsprogram, hvorfor min vågnetid er rykket 10 min frem til kl 5 nul dut (hvem sagde noget om at presse citronen??) og lige så i den anden ende, skal dagen også helst ende ud i bøj og stræk.

"For ellers, min ven!!!" Ja, så ender jeg sgu' nok som Quasimodo med en skulder der sidder midt på brystet.

På den anden side. Jeg har i det sidste halve år helt sikkert ikke passet særlig godt på min krop. Jeg har i stedet brugt tiden på ikke at gå fra forstanden eller løbe hjemmefra. Nu snører jeg i stedet løbeskoene og løber derud af, men altid for at vende hjem igen.

Og der sker jo det mærkelige, at uanset hvor svært det er at komme i gang, så vækker det noget i én bagefter. Jeg bliver nok aldrig toptunet fitnessdronning, dertil elsker jeg livet (og alle dets glæder) for højt, men jeg tror, at jeg langt om længe har indset, at kroppen er jeg sgu' nødt til at passe på! (Og heldigvis kan du ikke se den Twix, som jeg æder nu, mens jeg pudser glorien og tæller mine 11 nye venner på Endomondo!)

Måske er vejen frem, lidt mere af det her... :-) Måske er vejen frem, lidt mere af det her... :-)
Jeg gav op!
En pralepost

2 kommentarer

Miri
 

Er det dig, der kan stå sådan !!!??? Respekt ! Og ja, pas på din krop, det skal slæbe rundt på dig i mange mange mange år :)
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Hehe, jo det er moi...
Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar