Blog

shamanisme

Jorden Synger - lytter du?



"Hvad er det egentlig du laver?"

Det spørgsmål møder jeg ofte, når snakken rundt om frokostbordet ind i mellem lander på de mere dybe emner, som f.eks. det der med spiritualitet, tro eller eksistentialisme (her må jeg så lige indføje, at "ofte" måske så nok er en let overdrivelse, for det meste af tiden snakker vi om kage eller om amerikanske tv-serier)...

Men ja, når det så sker, så er det faktisk ret tit svært for mig at forklare. For jeg "laver" jo ikke noget. Det er mere sådan som jeg opfatter…

Læs mere…

Om at være bange...

Hver morgen beder jeg Sol om mod og styrke til at være den jeg er... Hver morgen beder jeg Sol om mod og styrke til at være den jeg er...

Der er ikke så mange ting, som jeg i det daglige går rundt og er "bange" for. Der er selvfølgelig de obligatoriske, overordnede, lidt urationelle frygtscenarier, som f.eks. at der skulle ske noget med mine børn, at huset brænder ned, at der der bliver krig eller at jeg selv eller min mand skulle blive alvorligt syge.

Altså, ikke noget, som jeg normalt går og spekulere særligt meget over. Men tro derfor ikke, at jeg ikke kender t…

Læs mere…

I orkanens øje...

Solen kysser min jævndøgnsmorgen, kysser sommeren farvel... Solen kysser min jævndøgnsmorgen, kysser sommeren farvel...

Det er efterårsjævndøgn. Dag og nat er lige lange. Lige stærke. Lige. Enige. Uenige. Lige. Vi står på tærsklen ind til den mørke tid. Til efterårets fuldkomne forandring af den lange lyse sommer. Det er alvor nu. Man mærker det så tydeligt.

Da jeg åbnede døren ud til haven i morges bed kulden mig nådesløst i kinderne. "jeg er her nu.... Kan du mærke mig...?" sang den i trætoppene... I vinden... Og i den iskolde våde dug i græsset. I hyld…

Læs mere…

Jeg gav op!

Fra arkivet: I 2014 oplevede jeg et stort personligt gennembrud på min egen spirituelle rejse. Jeg lærte at tabe ansigt. Og at tage mig af mig selv. Når jeg tænker tilbage, er det stadig én af de mest skelsættende begivenheder i mit liv.

---

D. 24. juli 2014 var det min fødselsdag. Det er det sjovt nok hvert år, men i år har jeg ubetinget haft den mest storslåede af slagsen, alle 34 af dem taget i betragtning, og det sagt selv om der hverken var lagkage, boller eller flag på bordet. Jeg tilbragt…

Læs mere…

Urtekonen brygger...

 

Urterne har altid været omkring mig. Siden jeg var en lille pige, har jeg været tiltrukket af de grønne planter og deres helbredende evner (jeg har talt om det før her). At de også kan skabe magi i køkkenet er først kommet til mig senere, men deres aura af urkraft og mystik har altid talt til min sjæl. Min første erindring om urternes virkning er den kop kamille-te med mælk og honning, som jeg altid fik hos min mormor og morfar, når jeg overnattede der som barn. Den beroligede og lod mig fald…

Læs mere…

At være ene...

Forleden dag var jeg nødt til at stikke af. Sådan rigtigt. Flygte - i ordets mest meningsfulde forstand. Ud. Væk. Alene. Jeg måtte væk fra virkeligheden. Fra følelserne der flyder over. Væk fra smerte. Sårethed. Bebrejdelser. Væk fra alt det, der minder mig om ikke at være god nok. Om ikke at kunne leve op til egne og andres standarder. Væk fra forventningerne. Idealerne. Drømmen om det lykkelige og perfekte.

Jeg tog flugten. Ud. Ud i naturen. Ud til havet. Til klinterne og til vinden. Der hvor m…

Læs mere…

Shamanens vej førte mig hjem...






Da jeg var barn, var det altid naturen jeg søgte mod, når tingene var svære. Skovens høje stammer der rakte op, op, op mod de grønne kroner, så langt mod himlens tag. I naturen var eventyret intakt. Her kunne jeg lade sjælen vandre uden at forholde mig til nuet.

Jeg husker tydeligt, hvordan urterne altid har trukket i mig, og helt tilbage i de små klasser eksperimenterede jeg med at koge birkens frøstande sammen med vand til en underlig uspiselig grød. Men drivkraften var der. Nysgerrigheden. …

Læs mere…

Ravnemors have...

Det her indlæg, er et af den slags indlæg der bare må skrives. Sådan et der trænger sig på, og som jeg deler, udelukkende for min egen fornøjelses skyld. Fordi jeg er forundret og overvældet og fuldstændig henrykt. Et totalt nørde-indlæg. Og 110% mig. Her er ingen lemmingeffekt, ingen jeg prøver at tækkes eller trække kommentarer på. Jeg kan bare ikke lade være.

Det er nemlig sådan, at der ca. 200 m fra os er en skov. Vallø Storskov. Rundt om os er der åbne marker, så vi har altid haft glæde af a…

Læs mere…

Kategorier