Shamanens vej førte mig hjem…


Da jeg var barn, var det altid naturen jeg søgte mod, når tingene var svære. Skovens høje stammer der rakte op, op, op mod de grønne kroner, så langt mod himlens tag. I naturen var eventyret intakt. Her kunne jeg lade sjælen vandre uden at forholde mig til nuet.

Jeg husker tydeligt, hvordan urterne altid har trukket i mig, og helt tilbage i de små klasser eksperimenterede jeg med at koge birkens frøstande sammen med vand til en underlig uspiselig grød. Men drivkraften var der. Nysgerrigheden. Og forståelsen for at det var UDE, at kraften var.

Engang troede jeg, at jeg skulle være asatro. Jeg læste Erik Menneskesøn og tænkte at lykken måtte være at stå en cirkel og råbe på Odin… Men det virkede ikke. Ikke for mig i hvert fald. Jeg ved, at jeg er forankret i mine nordiske rødder, men rammerne, som de praktiseres i dag (eller på daværende tidspunkt) satte ikke store følelser igang hos mig. Det handlede vist mest om mjød og vikinger og gode historier. Det var flot – men hult.

Og alligevel viste det sig at åbne en vej for mig, for gennem asatroen stiftede jeg bekendtskab med sejden, den gamle nordiske seer-tradition. Spådomsmagi. Og gennem sejden kom introduktionen til animismen. Til de gamle shamantraditioner. Til de kloge folk. Til de urtekyndige og “heksene” (selvom det ord er så kulturelt forvansket).

Og pludselig kom de store følelser. Pludselig begyndte jeg at forstå. Jeg “fandt hjem” i arbejdet med naturen, med åndefæller og varselstagninger. Jeg huskede endelig barndommens fredhellige skovture til de gamle storstensgrave. Til længslen mod jorden. Mod det eneste “frie” og oprindelige folk, min uskyldige barnesjæl kendte til, mod indianerne. Mod den kraft der ånder i bjerget og synger i vinden.

Hvad myterne gemte...

Og taler i træerne…

Det handler ikke om at “tro” på noget. Men om at “erfare” og genlære alle de ting, som forlængst er glemt i vores moderne, hæsblæsende hverdagsliv. Om hvor virkningsfuldt det er gå til Eg med sine kvaler, om hvor meget Måne kan hjælpe med smerte eller om hvor stor og kraftfuld Ild kan være som forbundsfælle.

Det handler om at finde hjem. Om at forstå hvem man er.

For mig var den vej hjem via ældgamle traditioner svøbt i moderne klæder. Via den kloge kone der nænsomt, men også skarpt lærer mig om livet i pagt med naturen. Om åndefæller og livets kredsløb, om den fuldgode jord og om stjernernes magi. Shamanens arbejde.

22 års samlet skolegang til trods, er det til lyden af trommen jeg finder mit hjerte.

Og i lyset af dette falder brikkerne langsomt på plads. Den tidligste ungdoms længsel efter trommerytmen. Ekstasen. Jordens ordlyd iklædt utæmmet vildskab. Mørke nætter med timevis af hed omfavnelse med store højtaleres dybe bass. Tabet af tiden, virkeligheden, flugten fra livet. Eksperimenterende. Afsøgende. Søgende.

I dag forstår jeg. Bærer ingen skam. Jeg ved hvad der trak mig derned i de dybe kældre i de mange intentionsløse rejser. Længslen.

Jeg forstår hvorfor jeg aldrig har kunne være en del af det store fælleskab. Samfundet, nu vel, jeg udfylder min plads. Men trives har jeg aldrig kunne, i de kredse det krævedes. Aldrig i indercirklen, altid lidt på kanten, observerende. Overvejende. Altid været det lidt skæve får.

Men hvor verden dog bliver rigere og mere vid, når man pludselig forstår. Forstår længslen. Forstår hvorfor man drages. Mod rytmen og ensomheden, mod jorden, himlen og havet. Hvorfor det altid var de store vider og de dybe skove der kaldte…

When life calls, that’s when you have to answer

Kristian Leth har lavet et fantastisk smukt program der på fineste vis fortæller om den vej jeg har valgt at gå. En vej der gør mig både stolt og ærefrygtig.

29, maj, 2014|

6 Comments

  1. Miri juni 6, 2014 at 1:03 pm - Reply

    Det indlæg er gået min næse forbi ! Tak for at dele dine tanker , meget inspirerende – meget.
    Jeg vil glæde mig til at se indslaget.

    • Maria juni 6, 2014 at 9:08 pm - Reply

      Selv tak! 🙂 Håber du vil nyde programmet, det er så fint!

  2. Urtekonen brygger… | Hyldemors Have juli 19, 2014 at 11:59 am - Reply

    […] jeg været tiltrukket af de grønne planter og deres helbredende evner (jeg har talt om det før her). At de også kan skabe magi i køkkenet er først kommet til mig senere, men deres aura af urkraft […]

  3. Jeg gav op! | Hyldemors Have august 2, 2014 at 7:35 am - Reply

    […] Det var fabelagtigt. Seks dage off grid (uh, det her skønne hypede ord). Uden børn, mand og vasketøj. Uden daglige forpligtelser som madplaner, indkøb og støvsugning. Kun med ét formål for øje – at lære mere om håndværket “healing”, som det bruges i den shamanistiske tradition – og first of all – glem alt om fjerprydelser og indianerkostumer, glem alt om hokuspokus og mystik og eksotiske trylleremser. Det her handler om kernen i det hele (læs mere om det her). […]

  4. Gunilla januar 23, 2015 at 1:16 pm - Reply

    Jeg så også programmet og synes at det var fint. 🙂 Men…, bagefter så jeg også det andet afsnit, som ligger på youtube, der hvor Kristian Leth besøger en pinsemenighed.. Det havde unægtelig været mere interessant, hvis han havde haft mand og børn der hjemme (istedet for kone..). Mon han så var blevet “helbredt”…?

    • Maria Lisette januar 23, 2015 at 9:55 pm - Reply

      Hej Gunilla, jeg kan ikke svare på dit spørgsmål, for jeg har ikke set det afsnit. Det må jeg gøre ved lejlighed. Kh

Leave A Comment