Da jeg var barn, var det altid naturen jeg søgte mod, når tingene var svære. Skovens høje stammer der rakte op, op, op mod de grønne kroner, så langt mod himlens tag. I naturen var eventyret intakt. Her kunne jeg lade sjælen vandre uden at forholde mig til nuet.

Jeg husker tydeligt, hvordan urterne altid har trukket i mig, og helt tilbage i de små klasser eksperimenterede jeg med at koge birkens frøstande sammen med vand til en underlig uspiselig grød. Men drivkraften var der. Nysgerrigheden. Og forståelsen for at det var UDE, at kraften var.

Engang troede jeg, at jeg skulle være asatro. Jeg læste Erik Menneskesøn og tænkte at lykken måtte være at stå en cirkel og råbe på Odin… Men det virkede ikke. Ikke for mig i hvert fald. Jeg ved, at jeg er forankret i mine nordiske rødder, men rammerne, som de praktiseres i dag (eller på daværende tidspunkt) satte ikke store følelser igang hos mig. Det handlede vist mest om mjød og vikinger og gode historier. Det var flot – men hult.

Og alligevel viste det sig at åbne en vej for mig, for gennem asatroen stiftede jeg bekendtskab med sejden, den gamle nordiske seer-tradition. Spådomsmagi. Og gennem sejden kom introduktionen til animismen. Til de gamle shamantraditioner. Til de kloge folk. Til de urtekyndige og “heksene” (selvom det ord er så kulturelt forvansket).

Og pludselig kom de store følelser. Pludselig begyndte jeg at forstå. Jeg “fandt hjem” i arbejdet med naturen, med åndefæller og varselstagninger. Jeg huskede endelig barndommens fredhellige skovture til de gamle storstensgrave. Til længslen mod jorden. Mod det eneste “frie” og oprindelige folk, min uskyldige barnesjæl kendte til, mod indianerne. Mod den kraft der ånder i bjerget og synger i vinden.

Hvad myterne gemte...

Og taler i træerne…

Det handler ikke om at “tro” på noget. Men om at “erfare” og genlære alle de ting, som forlængst er glemt i vores moderne, hæsblæsende hverdagsliv. Om hvor virkningsfuldt det er gå til Eg med sine kvaler, om hvor meget Måne kan hjælpe med smerte eller om hvor stor og kraftfuld Ild kan være som forbundsfælle.

Det handler om at finde hjem. Om at forstå hvem man er.

For mig var den vej hjem via ældgamle traditioner svøbt i moderne klæder. Via den kloge kone der nænsomt, men også skarpt lærer mig om livet i pagt med naturen. Om åndefæller og livets kredsløb, om den fuldgode jord og om stjernernes magi. Shamanens arbejde.

22 års samlet skolegang til trods, er det til lyden af trommen jeg finder mit hjerte.

Og i lyset af dette falder brikkerne langsomt på plads. Den tidligste ungdoms længsel efter trommerytmen. Ekstasen. Jordens ordlyd iklædt utæmmet vildskab. Mørke nætter med timevis af hed omfavnelse med store højtaleres dybe bass. Tabet af tiden, virkeligheden, flugten fra livet. Eksperimenterende. Afsøgende. Søgende.

I dag forstår jeg. Bærer ingen skam. Jeg ved hvad der trak mig derned i de dybe kældre i de mange intentionsløse rejser. Længslen.

Jeg forstår hvorfor jeg aldrig har kunne være en del af det store fælleskab. Samfundet, nu vel, jeg udfylder min plads. Men trives har jeg aldrig kunne, i de kredse det krævedes. Aldrig i indercirklen, altid lidt på kanten, observerende. Overvejende. Altid været det lidt skæve får.

Men hvor verden dog bliver rigere og mere vid, når man pludselig forstår. Forstår længslen. Forstår hvorfor man drages. Mod rytmen og ensomheden, mod jorden, himlen og havet. Hvorfor det altid var de store vider og de dybe skove der kaldte…

When life calls, that’s when you have to answer

Kristian Leth har lavet et fantastisk smukt program der på fineste vis fortæller om den vej jeg har valgt at gå. En vej der gør mig både stolt og ærefrygtig.