Mit moderskabs største fiasko... Eller?

Det her indlæg bliver uden billeder. Kun ord. Ord der må ud.

Det her er et af de indlæg der er svære at skrive, men samtidigt er jeg så fuld af alle mulige følelser, at jeg bare må have det ud af kroppen. Ud af fingrene, ud af hjertet. Bloggen bliver min ventil. For en gang skyld har jeg svært ved at finde ordene. Over all er smerten. Sorgen. Følelsen af at mislykkes med det allermest vigtige i verden - mine børn.

Nogen kunne jo sidde og mene, at det er pisse egoistisk, at jeg sidder og ynker mig selv, når det i virkeligheden er en anden én, som det kan blive rigtigt svært for. Det her bliver et af de indlæg der bliver set i bakspejlet. For meget af det jeg frygter, er slet ikke sket endnu.

På søndag skal vi, dvs. begge sæt forældre, de nye og de gamle, have den sværeste samtale med Alrune. Vi skal formå at fortælle hende, at vi i samråd med hendes lærere har besluttet, at hun skal gå et år mere i 2.klasse. . . . . . . . !

Hvordan kan man på nogen som helst måde sige det til sit elskede barn, uden at dets verden bryder sammen? Hvad er jeg for en mor, der ikke har formået at støtte mit barn ordenligt, sådan at hun kunne tilpasse sig det system, der tilsyneladende kræves? Og i den anden grøft - hvad er jeg for en mor, der ikke kan stå véd mit barn, og kræves hendes ret til at være en kreativ drømmer, for hvem plus og minus og fredagsdiktat kunne være en by i Rusland?

Jeg skriver for at få luft. Få luft for tårerne. Følelsen af at være en fiasko. En lortemor. Så kan det godt være, at listen med fordele er længere og mere gylden, end ulemperne ved at blive hængende nederst på pointtavlen og altid "stå på tå" (som lærerne så pædagogisk formulerede det) for at nå op til de andre. Altid være den der skal have ekstraundervisning. Ekstrastøtte, ekstra, ekstra, ekstra.

Men det korte af det lange er, at lige nu, i dette splitsekund, så kan jeg overhovedet ikke se, hvordan hun skal føle det som andet end endnu et nederlag.... Ikke at være god nok. Og oh my God, den følelse har jeg da så i den grad formået at nedarve i min førstefødte. Lige nu kan jeg kun mærke sorgen. Bekymringen. Frygten for stigmatisering. Mobning. Hierarkiet i skolegården. Mit elskede lille introverte blomsterbarn. Hende der hellere vil snuse rundt i skovbunden og bygge en hule end at gøre sig til som stjerne på et MGP-gulv.

Hvis jeg dog bare kunne putte hende ind i ægget igen og skærme hende mod hele verden.... En dag som i dag, er det godt at huske på kloge ord der lindrer:

"... I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, at hans pile må bevæge sig hastigt og langt ..." (Kahlil Gibran)

Men selv de kloge ord ændrer ikke på, at jeg føler mig som en fiasko. Hvis bare jeg kunne have gjort noget, der kunne have skånet hende for det følelsesmæssige stormvejr, jeg nu sender hende ud i.




Og hvad skete der så?

Jo ser I, igår var det så søndag. Dén søndag. Hvor jeg skulle give min datter en besked, som jeg var overbevist om, ville vælte hendes verden. Det skete ikke. Overhovedet. Vi sad bare der, alle fire, og måbede... Alrune blev glad. Og spændt! Alle mine bekymringer blev gjort til skamme.

Jeg ved det, jeg ved det... Månen havde vist mig det, men alligevel. Jeg havde vel nok forventet tårer, vrede, afmagt. Men nej. Min søde lille datter sagde bare "OK, men så vil jeg gerne sidde ved siden af Signe!".... Hun virkede rent faktisk lettet. Og speciel. På den gode måde. Og syntes det hele var meget spændende. Ny klasse, nye veninder, nye lærere.... En frisk start, håber jeg, hende moderen der for to dage siden, stadig følte sig som jordens dårligste mor.

I dag, ja, der kan jeg ikke lade være med at tænke over, om jeg i virkeligheden har givet min datter jordens bedste gave...?




 

Note: Jeg overvejede ikke at publicere dette indlæg, for "det hele gik jo godt"... Men jeg gør det alligevel, for der er kraft i at tabe ansigt, at blotte sig, i at kunne rumme ærligheden. Mit håb er, at måske er der en enkelt eller to, der engang har tænkt de samme tanker som mig og som nu kan spejle sig i historien... Hvad tænker du?

 
Shamanens vej førte mig hjem...
At være ene...

10 kommentarer

En fra svømme-mødregruppen
 

Så godt skrevet - alle får de følelser på et tidspunkt!! Sidder her med våde øjne!!
Læs mere
Læs mindre
Birgitte B
 

Et meget fint indlæg. Tak fordi du delte. Har været lidt i samme båd, da jeg skulle fortælle min søn i 2. klasse at han skulle skifte skole, fordi vi forældre havde besluttet det. Det gik ikke helt så godt som du beskriver. Men heldigvis blev han glad for den nye skole efter et kort stykke tid. For helv.. jeg følte mig som verdens dårligste mor.
Læs mere
Læs mindre
håndværken
 

Du er verdens bedste mor, godt skrevet, hilsen håndværken ;o)
Læs mere
Læs mindre
Heidi
 

Når du handler ud fra den aller-allerbedste intention for dit barn, så er du aldrig en dårlig/utilstrækkelig/fejlslagen mor! Så er du en modig, ansvarlig og nærværende mor. Når du har barnets allerbedste som mål, så er buen spændt rigtig og tilstrækkeligt til et mesterskud på den lange bane. Og dine ord er fantastiske - Du beskriver så fint hvad moderskab/forældre ansvar også er. En gang imellem så svært, så man ikke fatter omfanget og styrken af det, når en storm af tvivl, afmagt, fortvivlelse og sorg tordner indover en.
Læs mere
Læs mindre
Marina
 

TAK for et fantastisk indlæg og TAK fordi der findes mødre som dig. Jeg tror vi allesammen kender til følelsen af at være en fiasko som mor når det går vores børn anderledes end det vi ser for os i drømme. Sådan rammer det også altid mig. I virkeligheden handler det at være en god mor bare ikke om at føre ens barn til succes, men om at være der når barnet møder modgang på den vej hvor barnet selv finder sin vej til lykken. Det er ikke noget føle-noget for gu skal man skubbe og gu skal man hjælpe med at hitte balancen mellem det der forventes og det vigtige personlige rum. Alligevel er det sådan det er fordi barnet er sit eget og ikke kan sættes på formel. Alrune er jo på så mange leder et klogt barn og jeg forstår godt hendes reaktion for det er helt sikkert ikke sjovt aldrig at kunne leverer det forventede. Der kan være så megen kraft i en ny begyndelse og det håber jeg for hende (og for dig) at der også er her.
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Kære A. - tak for din støtte... Der var så mange følelser på spil... Men all is well... nu! ;-)
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Det er det der er så vanskeligt... At oven i at man skal forholde til sådan en svær beslutning for barnet, så kan man dunke sig selv oven i hovedet med al den dårlige samvittighed... :-( Godt at høre, at din søn trods alt blev glad for sin nye skole!
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Tak skat.... Jeg har jo den bedste støtte! ;-)
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Det har du ret i.... Så så svært... Selvom beslutningen føltes helt rigtigt, da jeg havde taget den, så er det en af de sværeste beslutninger, som jeg har truffet i mit liv indtil nu. Heldigvis er hun så glad for det, og vi har slet ikke oplevet noget negativt omkring, så vi føler os virkelig heldige... Jeg er virkelig taknemmelig for vores valg af lilleskole og de mange tværklasse ting der har betydet, at hun hurtigt har følt sig hjemme i sin nye klasse - og nu er lidt "sej", fordi hun er den store...
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Kære Marina, så dejligt at høre fra dig! ;-) Tak og ja, dine ord rør også mit hjerte, for du har også ret... Det er jo netop i disse situationer, at børnene har brug for forældre der ér der, også i de svære beslutninger. Men det har virkelig været, som du skriver, en ny begyndelse. Og hun lader til at trives og lige så stille finde sig selv på en ny plads, hvor hun kan gro og blomstre. Det er faktisk en stor gave at kunne give hende muligheden for at være lige præcis den hun er...
Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar