At være ene...

Forleden dag var jeg nødt til at stikke af. Sådan rigtigt. Flygte - i ordets mest meningsfulde forstand. Ud. Væk. Alene. Jeg måtte væk fra virkeligheden. Fra følelserne der flyder over. Væk fra smerte. Sårethed. Bebrejdelser. Væk fra alt det, der minder mig om ikke at være god nok. Om ikke at kunne leve op til egne og andres standarder. Væk fra forventningerne. Idealerne. Drømmen om det lykkelige og perfekte.

Jeg tog flugten. Ud. Ud i naturen. Ud til havet. Til klinterne og til vinden. Der hvor man kan råbe sin smerte ud. Alene. Der hvor tårer kan flyde frit, og hvor hullet i maven kan fyldes med ro. Der hvor man kan stå midt i orkanens øje og pludselig få vished. Vished om at jeg har brug for at være ene. At blive mindet om Askens råd om, at "jeg kan ikke hjælpe andre, før end jeg hjælper mig selv".

I et øjeblik fyldt med naturens omsorg - at sørge om - at blive vare-taget. At være ene - men ikke alene. At føle sig så uendeligt forbundet med Ask og Lind og Hyld - og at opleve mursejlernes mangfoldighed ud over havet og klinterne. At kunne se sammenhænge. At bryde sit hjerte med hvordan skal jeg fungere i tosomhed, når jeg aldrig nogensinde giver mig selv plads til at vokse i en-som-hed?

Og den ene-stund, der længes i mig. Tiden til at gå ud i vinden på bare tæer. Med livet i behold. Jeg fik ro i min sjæl. Jeg fik viished. Vished om ikke at brænde alle broer, om at livet ikke behøver at være fyldt af enten/eller, men at jeg kan trives med både/og.

Det fik jeg vished om.

Klinten og havet - råstyrke og uendelig visdom