Liv

Og så gik jeg i stå… Eller… Det gjorde jeg ikke. Jeg løb tør for blog-strøm. Pludselig fyldte hverdagen alt for meget. Den der hverdag, hvor meningen med det hele mangler. Det tog en uges tid og lidt mere. Det tog nogle dage med stilhed. Med kamp. Med smerte. Med sorg. Med indadvendthed. Og med indsigt.

Og så en morgen vågnede jeg. Og forstod. Jeg forstod hvor jeg skal hen, og hvad mit næste skridt skal være. Jeg forstod, at min verden omkring mig, min familie, mit hjem, mine udfordringer. Er de helt rigtige. De er mine. De er mine gaver.

Jeg vågnede og solen skinnede. Alt trak i mig, trak mig op. Selv mundvigene. Trak mig ud. Ud i haven, ud i solen, ud i livet. Og det føles skønt. Jeg føler mig så rig, når jeg sidder der midt i al det grønne. I min gamle bedstemorhave. Herude hvor tingene falder på plads. Hvor kartoflerne nu ligger og luner sig i jorden, sammen med gulerødder, ærter og rødbeder.

Hvor drivhusets små tomatplanter sender tankerne frem i tiden til lyse nætter og grillaftener, til tomatsalat og salsa. Til varme og sol. Og glæde. Masser af smil. Børnelatter og tomatpletter på små hvide kjoler.

Der er bare noget med jorden… Den gør noget ved mig. Den giver liv – også til sjælen…