Solen kysser min jævndøgnsmorgen, kysser sommeren farvel...

Solen kysser min jævndøgnsmorgen, kysser sommeren farvel…

Det er efterårsjævndøgn. Dag og nat er lige lange. Lige stærke. Lige. Enige. Uenige. Lige. Vi står på tærsklen ind til den mørke tid. Til efterårets fuldkomne forandring af den lange lyse sommer. Det er alvor nu. Man mærker det så tydeligt.

Da jeg åbnede døren ud til haven i morges bed kulden mig nådesløst i kinderne. “jeg er her nu…. Kan du mærke mig…?” sang den i trætoppene… I vinden… Og i den iskolde våde dug i græsset. I hyldens grånende blade der falder omkring mig. Kulden. Forandringen.

Årstidshjulet drejer endnu et hak, og som verden udenfor forandrer sig foran mine øjne, mærker jeg også forandringen helt ind i mine knogler. Der sker noget. Det gør der bare. Det er uden ord. Det er en følelse. En forventning. En sansning i sjælen.

Det er som om, at jeg i sommers blev pillet fra hinanden og nu er jeg, sten for sten, ved at blive sat sammen igen. Men uden at kende denne nye kvinde. Hende der er mig og så alligevel ikke. For hun er anderledes. Bærer sig anderledes. Gør anderledes. ER anderledes. Men hun er mig. Jeg er hende.

I’m sitting quietly, waitingly inside, safe, holding my breath, and outside the winds of change are sweeping the lands, changing the formation of the known world, and I, I just sit there, being still, wondering when’s the right time to go out… The right time to embrace the new land….

Jeg er i venteposition, on hold. Jeg ved at det ikke kan forceres. Jeg kan ikke tvinge jorden til at dreje hurtigere om sin akse, lige meget hvor ivrigt jeg forsøger. Samtidigt er jeg så fyldt af denne her boblende fornemmelse, at jeg føler mig som en islandsk gejser nogen forsøger at lægge låg på. Hvad er al den her kraft dog, som trænger sig så ihærdigt på? Livet selv måske. Al den energi får mig til at flagre ud i alt for mange retninger, jeg savner fokus og centrering. Det er så stor læring for mig i det. Jeg ved hvad der skal gøres. To be still. Waiting for the storm to pass….

Jeg ved, at noget kommer til at forandre mit liv. Der er nye skridt der skal tages, ad nye stier. For at møde den jeg er. Den jeg virkelig er. Det lyder alvorligt og seriøst. Og det er det. Men det føles godt. Forventningsfuldt. Fuldt af håb. Som om der er en mening med det hele. Pludselig er jeg ikke “nogen”. Jeg ER.

I aften vil jeg gå ud i jævndøgnsnatten. Lade stjernerne strække deres smukke arme ned mod mig, lade mig tillidsfuldt indhylde i mørke og lade de dragende lys lede mig… ud i stormen. And the unknown land…