Har du (også) for faste overbevisninger!?

(Det her indlæg startede egentlig ud som en Instagram-post, men jeg kunne godt se, at ordene hurtigt løb fra mig. Så i stedet får I det som et blogindlæg).

Vegan: The Cookbook af Jean-Christian Jury

Jeg har generelt den indstilling til livet, at hvis der er noget, som vi har nogle alt for faste og urokkelige overbevisninger omkring, så er det nok meget sundt at stikke lidt til dem. 

En af mine personlige af slagsen er, at jeg er fuldt overbevist om, at vi som mennesker på jorden har brug for næring fra alle levende riger (altså fra både dyr og planter) for at trives. Og netop diskussionen af tilvalg/fravalg af kød er noget af det, som jeg selv har haft allermest modstand på.

Det skyldes til dels min tillærte viden omkring sundhed og ernæring (og STOP - dette indlæg handler i bund og grund ikke om, om det er sundt eller sundere at have hverken den ene eller anden kostpolitik - så lad være med at tage kommentarerne i den retning).

Og så fordi jeg elsker dyr. Ikke fordi jeg elsker kød. Men fordi jeg ønsker gode livsvilkår for alle levende væsner. Også dem der er sat i verden for at stille menneskers behov. Og ja, det her er et af de indlæg jeg sikkert vil miste nogle følgere, kunder og “likes” på. Og det valg må jeg leve med.

Men jeg kan ind i mellem godt få knopper over, at “Det er synd for dyrene!” For det den vending jeg hører oftest i slipstrømmen på en bekendelse til "veganisme". Vel er det sgu' da synd for dyrene, at industrien kræver billigt kød, og de eneste der kan levere, er producenter der ikke spekulerer i at sælge “den gode historie” eller glade grise. Men det er jo heller ikke DET kød du siger nej til ved at blive vegetar eller veganer.

Jeg har altid ment, at det er naivt at tro, at fravalget af kød for 8-10% (hvis vi endda kan komme så højt op) af befolkningen vil gøre en forskel for de tusindvis af tremmekalve og burgrise der verden over lever kummerlige tilværelser. Ikke så længe der findes skruppelløse mennesker der vil tjene penge.

Og selv den gladeste hippie tror vel ikke på, at den slags mennesker nogensinde forsvinder? Så længe der er kattemad på dåse og lørdagskylling i fryseren, vil det være brug for billigt kød.

Og det er netop det, der gør mig allermest ked af det! For dem der fravælger kød, ofte er OS - de ressourcestærke, bevidste forbrugere der i stedet kunne vælge engang i mellem af købe kød fra små, lokale og økologiske landbrug der holder af deres dyr og vægter etik og dyrevelfærd højt. Og ved at støtte den slags drift, istedet kune gøre en langt større forskel ved at sætte fokus på det gode dyrehold. Hjælpe dem der rent faktisk gør noget godt for dyrene!

Men det skyldes også min holdning til, at hvis vi afskærer os fra at dele livet med dyrene, fjerner vi os fra den ældgamle pagt mellem mennesker og alt levende, hvor vi opretholder livet for hinanden i respekt.

Og hvad mener jeg egentlig med det? Jo, jeg vil lade ordene komme fra min kloge ven og læremester, Annette Høst, som på et tidspunkt skrev så rammende om netop denne pagt:

"Set med animistiske øjne er alle ting levende, med bevidsthed og personlighed – træer som klipper, vinde som vande, dyr som planter. Så hvad enten jeg spiser planter eller dyr, må jeg tage liv for at leve. At se sin mad i øjnene er et af livets smertelige dilemmaer, som alle naturnære folk har erkendt. Dels en del af livets mysterium, dels et af livets uundgåelige problemer – som kan mildnes gennem respekt.

Derfor har der fra de ældste tider eksisteret spirituelle overenskomster mellem dyrene, planterne og os – en Pagt. Den handler om at vi får lov at tage liv – eller at dyr og planter villigt giver sig til os - hvis vi overholder vores del af aftalen. Vores del består i at vi ærer det vi tager, og ikke krænker, ydmyger dyrene eller planterne. At vi kun tager det vi har brug for, og ikke lader noget gå til spilde. At vi altid giver noget tilbage, dels som tak, dels for at livets kredsløb kan fortsætte.

Dette er den tidløse kerne i pagten, som findes i utallige variationer verden over, tilpasset det stedlige liv. Ofte er aftalen indgået med dyre- eller planteartens skytsånd - som Laksens Vogter, Majsens Ånd, Hyldemor, Harens Råde og alle de andre."

(Annette Høst 2019)

Og det er denne pagt, som jeg synes vi mister - eller afstår fra, hvis vi vender os fuldstændigt fra de animalske riger. Men guderne skal da vide, at der mange grunde til at man vælger sin kostpolitik, om det så er for planetens bevarelse, en sundere ernæring eller afsky overfor de moderne produktionsmetoder.

Og hvem kan være uenige? Det er på ingen måde disse årsager, at jeg anfægter. Blot en bevidsthed om, at der også på et åndeligt plan måske er flere overvejelser at gøre sig forud for sine til- og fravalg.

Men hvordan hjælper det dyrene at tage dem ud af den ligning? Mennesket har samlet og jaget og taget del i livets fødekæde, siden vi kom til verden for mere end 30.000 år siden. Vi kommer aldrig nogensinde, as in EVER, så længe mennesket og dets opfindelser har sin gang på jorden til at vende tilbage til noget “naturligt kredsløb”.

Så længe der er mennesker, vil vores påvirkning på naturen og kultivering af landet, hindre at dyrebestande vil opnå et “naturligt leje”; én af de typiske begrundelser for, at bestandene vil normalisere sig, hvis vi holder op med at spise dyr. Tværtimod vil vi opleve en uddøen. Farvel til tamgris, tamko og alle de andre husdyr der er afhængige af vores pasning og pleje.

Jeg elsker dyr. Jeg respekterer min mad og er taknemmelig for den næring som dyret med sin død giver til mig. Ligesom jeg gav det livet. For uden mig og mit behov, ville grisen aldrig have levet et ægte griseliv med mudder og glæde og andre glade grise.

I hvilken verden kan man forestille sig, at bjørnen holdt op med at fange laks, fordi den syntes det var synd for laksen? Bjørne gør, hvad bjørne skal. Forskellen er, at vi har bevidsthed nok til at sætte vores aftryk på jorden med kærlighed og omsorg – og eftertanke! Vi kan være nænsomme og ydmyge. Og være en del af livet.

Og fra min egen boldgade; hvad med planternes bevidsthed? Hvorfor er der pludselig opstået et hieraki mellem plante- og dyreriget, hvor dyr er mere værd end planter. Al forskning viser, at planter og træer i lige så høj grad har en bevidsthed og drager omsorg for hinanden, selvom det er på et andet mere subtilt plan. Og så har bønnerne ikke har store, våde koøjne.

Ofte læser jeg udsagn fra den ene eller anden lejr som i den grad bunder i uvidenhed og en tydelig afstand til det naturlige liv, som desværre kun bliver værre i takt med, at folk mister forbindelsen til naturen.

Og jeg indrømmer blankt, at jeg også har huller i min egen viden, men jeg er altid interesseret i at lære - og udvide min horisont og favne mit beginner's mind, især hvis jeg føler, at jeg hverken bliver presset eller fanatisk missioneret til at ændre holdning. Men frit kan danne min egen mening.

Så hvad kan vi, andet end at gribe i egen barm og gå forrest, hvis vi gerne vil række ud til den anden? Jeg bliver nok aldrig (og ønsker det heller ikke pt.) stringent spisende på en solo-diæt af hverken det ene eller andet, men jeg vil gerne forstå, forbedre mig - og være med til at gøre min lille del til et bedre hele. Med alt det foregående in mente.

Så for tiden vandrer jeg rundt i denne veganske kogebog og lader mig inspirere. Ikke til at vende hele familiens kost på hovedet, men til at gøre små tiltag der måske på den lange bane, kan have stor effekt. For Jorden. For med hensyn til kroppen og dyrene har jeg stadig min faste overbevisning!

Og ja, jeg har stadig tænkt mig at tage det jagttegn for at kunne se min mad i øjenene. For alvor.

Tør du også række ud (til en veganer ELLER kødspiser), rumme den anden og måske rykke ved din egen holdning - hvad enten det er mod den ene eller anden side?

Tak til bl.a. Anja Dalby og andre 😉 for inspirerende og horistontudvidende snakke (og bogtips) om ærter fra Langbortistan, substitutmad, Co2-fodspor, hormoner, proteiner, respekt for liv og ældgamle jagtteorier.

Maria Lisette Jacobsen (f. 1980) er uddannet arkæolog og kvinden bag Hyldemors Have. Hun går ofte under navnet ”Hyldemor”, men kalder sig hverken shaman eller heks. Ifølge hende selv er hun, hvad de fleste nok ville kalde en moderne ”klog kone”.

Tilmeld nyhedsbrev