Julekort med ro i sjælen...

Det er søndag. Det er faldet ro over min sjæl. Jeg skriver julekort og funderer over livet.

De sidste par måneder har været hektiske. Hektiske på randen af det der survival mode, som man ikke bør befinde sig alt for længe i. Først var der min uoverskuelige præstationsangst i forbindelse med mit foredrag for museumskollegerne (du kan læse om det her).

Det gik selvfølgelig fint, men angsten for failure, nåede uanede højder i mit sind i ugerne op til. Siden hen fik jeg psyket mig selv op i en krog i forbindelse med planlægningen af mine forældres sølvbryllup. Altså klart nok. Det var jo ikke mit sølvbryllup, men jeg havde (selvfølgelig) tildelt mig selv en masse opgaver for jeg kan jo klare det!...

Derudover havde mit gode hjerte selvfølgelig også tilbudt sig selv til festudvalget for firmajulefrokosten, tre dage efter sølvbrylluppet. Det er mærkeligt, sådan set i bakspejlet, at der ikke var en klokke der ringede et eller andet sted. En alarm der bøjede noget i neon eller i det mindste bare lidt selvindsigt der bankede på.

Det betyder, at de sidste par måneder har haft en noget højere migrænefrekvens end normalt, og jeg har i det hele taget ikke været særlig god til at tage mig af mig selv. Passe mine, eller temmelig hellige, sengetider, haft tid til at gå i skoven eller i det hele taget givet mig selv plads til at være mig. Plads til månen og solen og alle andre omkring mig.

Well, nu er det hele ovre. Alt er lykkedes, til omtrent UG og slange. Og jeg har lært noget. En del faktisk. Om at jeg skal lære at sige nej. Være bedre til det i hvert fald. For alles skyld. Men især min egen.

Tilbage er nu de 10 dage til jul. Og i dag skriver jeg julekort. Måske er du en af dem, der synes, at julekort er en forældet tradition, som det kun er Tante Erna der holder liv i. Men jeg holder meget af lige præcis den.

I vores hverdag, hvor stort set al kommunikation foregår elektronisk, så nyder jeg helt ind i hjertekulen både at skrive og at modtage et rigtigt brev. Fra nogen der har taget sig tid (som i virkeligheden er det moderne menneskes aller største offer) til at sætte sig ned og nedfælde sine tanker på et rigtigt kort. Sætte frimærke - og måske endda et julemærke på, bringe kortet til postkassen og sende sine gode ønsker ud i det blå. Måske endda helt uden forventning om at få noget igen.

Jeg sender hvert år en del julekort. Mange af dem er til mine jævnaldrende veninder, der ikke prioritere den slags ind i julen. Og det er helt OK med mig. Men for mig (og her bliver det lidt kliché-klistret) handler det lige så meget om glæden ved at glæde andre...

Hvad tænker du? Er du én af dem, der synes, at livet er for (jule-)kort til den slags?

 

Tid til det gode Tid til det gode

4 kommentarer

Birgitte B

Jeg skrev mine julekort i sidste uge. Ikke alle er sendt endnu, men det kommer. Jeg elsker julekort, men har skåret ret så meget ned på hvor mange. Jeg er klar over, at de glæder modtageren, men jeg vil også gerne have lidt retur :-)
Læs mere
Læs mindre
Maria Lisette

Hehe, ja det er klart... Jeg skal heller ikke fremstå som en totalt helgen - jeg opretter ofte dette års liste med udgangspunkt i sidste års "indtægt" + et par løse som altid skal med... ;-)
Læs mere
Læs mindre
Jeg skriver julekort :) Engang skrev jeg mange, men nu skriver jeg kun til de særligt udvalgte - hæ hæ :) Jeg skriver til de mennesker, jeg har lyst til at skrive kort til- måske ikke altid lige dem, man skulle mere var berettiget til et kort, men dem jeg bare føler skal have et kort. Lang og snørklet forklaring.... Men jeg holder meget af at skriver de julekort :)
Læs mere
Læs mindre
Maria Lisette

Hehe, tror også det er det man skal gå efter... hvad der føles rigtigt! :-) (nu har jeg så gået rundt med julekortene i tasken i 2 dage.... ) Mon de nogensinde kommer afsted?
Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar

Kategorier