Jagten på zen - har du fundet den?

Indtil for nylig levede jeg mit liv ud fra devisen om, at jeg var nødt til at have styr på det hele. Dermed mener jeg, at jeg skulle slukke brandene i alle mine forskellige livsområder – på én gang. Som moderne, selvstændig, tjekket supermor skulle jeg formå at holde hjulene i gang over hele linjen.

Ambitionerne var i top, og selvom jeg følte mig stresset af helvedes til, så kunne jeg vel magte det. Tænkte jeg. Jeg knoklede hårdt på at få ”det perfekte” rummelige forhold til børnene, sørge for en god skolestart for den mindste, at udvikle mig og komme fremad (læs: opad og udad) på mit job, pleje og passe og nære de få, men gode veninder, forsøge at samle trådene på mit halvslidte ægteskab, bebyrde mig selv med skyld og skam og planer om mere motion (læs: motion i det hele taget!), passe hjemmet til UG, forberede den kommende havesæson, producere succesfulde blogindlæg, sørge for kostændringer og –optimeringer for alle, og ikke mindst passe både terapi og min personlige udviklingsplan. Og jeg burde vel også lære at meditere? Være mere åndelig, være mere imødekommende, kreativ, nærværende, omsorgsfuld. Lave flere livsstrategier. Tage mig mere af mig selv… … …



Håbet ligger i horisonten

Jeg bliver træt bare af at skrive det…. Hvordan føles det så ikke at leve det? Det skal jeg sige dig. Ikke særligt godt. Det føles kriseramt. Overvældende utilstrækkeligt. Som at være en fisk på land der gisper efter luft. En eller anden kom og red mig og smid mig ud i havet igen!

Multitasking. Du være min største fjende. Det er jo hovedet på sømmet. Vi er flasket op med succes som målet for alt. Du skal blive til noget, du skal kunne noget – og det skal helst se godt ud samtidigt! Hvor mange gange har jeg ikke skrevet i en ansøgning ”Maria er engageret og initiativrig og hun er god til at holde mange bolde i luften på én gang!”… (kære nye arbejdsgiver – dét er jeg – men er det også det bedste at være, for min sjæls frelse?)

Og i bund og grund bilder jeg mig selv ind, at jeg ikke kan finde ud af andet. Jeg kan ikke sidde stille. Jeg kan ikke sidde og vente på at tiden går, at gøen kukker, at årstiderne skifter. Jeg kan ikke en gang sidde en halv time i sofaen til et dårligt tv-program uden at blive rastløs og få dårlig samvittighed over alt det jeg kunne (burde) lave i stedet. Hvilket resulterer i, at jeg ingen ting får gjort.

Jeg får ikke læst de 12 bøger, som jeg ambitiøst har lånt med hjem fra biblioteket. Jeg får ikke hæklet den My Little Pony færdig til Elvira, der nu ligger på hylden i form af en krop og ét halvfærdigt forben. Jeg får ikke planlagt min urtehave, selvom jeg længes sådan i mod det. Og jeg får heller ikke læst de 23 E-guides jeg har downloadet, som sikkert indeholder alverdens god viden.

I stedet sidder jeg der bare. Er rastløs, irriteret. Ude af balance. Ude af stand til at rykke mig mentalt. Kan kun halse bagefter. Og evaluere på, om dette her virkelig er ”livet”?

Men forleden kom min veninde. Sådan én af dem, der har fået vendt skuden. En af dem der poster de ”rigtige” statusopdateringer på Facebook, en af dem der virker som om hun har fundet nøglen. Hun sagde til mig – ”jamen… du kan da ikke have styr på alle boblerne på én gang? Du er da nødt til at fokusere på ét område af gangen, og så ellers bare sørge for at de øvrige holder sig flydende imens!”

Det var virkelig et inlighting moment for mig! Det var jo løsningen. Og alle mulige andre er måske i stand til at komme til dette ræsonnement af dem selv, men for mig var det breathtaking! Fokuser. Mærk efter. Slå bremsen i og lav en benhård prioritering. Alt andet er lige meget, hvis det allervigtigste ikke fungerer!

Tak Camilla! Jeg har tænkt meget over det de sidste 10 dage. Jeg kæmper stadig med at implementere det. At lukke alt andet ude end det vigtigste. Jeg glæder mig til at se effekten. Til ro og nærvær. Til den der zen-følelse rammer mig.