Jeg må æde mine ord!

For et halvt år siden havde jeg en diskussion med min mand. En af de der typiske kone-mand-diskussioner om hverdagslogistik, fritidsaktiviteter og sofatid. Helt ærligt, så skal jeg gerne indrømme at jeg brokkede mig over, at han brokkede sig over, at jeg altid har så travlt. Så mit udspil blev: "Så lav dog selv noget!"

Altså ikke fordi min mand på nogen måde er doven. Vi har en vildt god fordeling af de huslige, men han er bare glad for hjemmelivet, og har efterhånden ikke den store udlængsel mod venner, fodbold og byture eller den slags "almindelige" mandeaktiviteter.

Men jeg mente bare, at det ville være sundt for ham at få en fritidsaktivitet, noget at gå op i (indrømmet, som jeg nu sidder og skriver det, lyder det temmelig formynderisk). Nu har der aldrig været langt fra tanke til handling, når først beslutningen er taget, så et par dage efter kom han og fortalte, at han havde meldt sig ind i firmaets løbeklub. "Fedt!" tænkte jeg. God start. I mit stille sind begyndte jeg at vædde med mig selv om, hvor længe han mon ville holde gejsten oppe, før sofaen igen rangerede højere end løbesko og svedtransporterende træningsoutfits.

Well, well, efter ca. 2 måneder kom han hjem og fortalte, at nu skulle han på trænerkursus. Hans trænere var vilde med hans engagement og drive... "Okay så" tænkte jeg. Lidt forundret fulgte jeg ham på sidelinjen øge sine kilometre, deltage i flere løb, blive hjælpetræner på løbeholdet. Men da han så kom hjem og sagde, at han havde tilmeldt sig halvmaraton i København i marts, ja så rystede jeg altså højlydt på hovedet. Det troede jeg satme ikke på. Helt ærligt. 21 km. Hvad troede han egentlig om sig selv.

I al den tid jeg har kendt ham, har han stort set ikke dyrket sport, ud over en kort flirten med en racercykel for et par år siden. Halvmaraton. Come on. På 4 måneder. Det kan man sgu da ikke træne sig selv op til, når man ryger 10-15 smøger om dagen og er glad for slik og en enkelt øl i ny og næ.

Så det sagde jeg så. At jeg mente, at han måske lige skulle tage og evaluere lidt på sine evner. ... ... ... Behøver jeg sige mere. Behøver jeg fortælle, at han blev ked af det. AT det blev hans største motivation. At hans kone ikke troede på ham. Nu når alt det her kommer ned på skrift, så skammer jeg mig. Men jeg troede bare ikke på det. Men jeg burde vel have holdt min mund og bakket ham op.

Så JA, indrømmet. I dag sidder jeg med en dårlig smag i munden. For igår. Der gjorde min mand mine ord til skamme. Han løb efter bare et halvt års træning Copenhagen Half Marathon (21 km) på tiden 1 time og 39 min og blev dermed nr 6459 ud af 33.000 deltagere. Så sejt!

UNDSKYLD skat!

UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD

Jeg er vildt stolt af ham, og pigerne og jeg havde en skøn dag i København, hvor vi så ham give mine ord baghjul. Det var en fantastisk følelse at se ham spurte afsted og alligevel have overskud til at smile og klappe vores hænder, da han løb forbi os ved 19 km mærket. Lesson learned. Det er fandenme godt gået!

Kommende kurser

Hverdagsshamanen 

Shamanens Vej - grundkursus

Urtevisdom - Tilbage til rødderne

Tilmeld nyhedsbrev