Jeg gav op!

Fra arkivet: I 2014 oplevede jeg et stort personligt gennembrud på min egen spirituelle rejse. Jeg lærte at tabe ansigt. Og at tage mig af mig selv. Når jeg tænker tilbage, er det stadig én af de mest skelsættende begivenheder i mit liv.

D. 24. juli 2014 var det min fødselsdag. Det er det sjovt nok hvert år, men i år har jeg ubetinget haft den mest storslåede af slagsen, alle 34 af dem taget i betragtning, og det sagt selv om der hverken var lagkage, boller eller flag på bordet. Jeg tilbragte nemlig min dag i de svenske skove. Sammen med 35 andre mennesker fra hele verden, brugte jeg seks dage af min sommerferie på et kursus i shamanistisk healing. Kurset blev selvfølgelig undervist af Jonathan Horwitz.

Det var fabelagtigt. Seks dage off grid (uh, det her skønne hypede ord). Uden børn, mand og vasketøj. Uden daglige forpligtelser som madplaner, indkøb og støvsugning. Kun med ét formål for øje – at lære mere om håndværket “healing”, som det bruges i den shamanistiske tradition – og first of all – glem alt om fjerprydelser og indianerkostumer, glem alt om hokuspokus og mystik og eksotiske trylleremser. Det her handler om kernen i det hele (læs mere om det her).

I dag er clairvoyance og reiki healing, sådan mere eller mindre almindelig anerkendt, om end måske af nogen, tænkt lidt til en side. Men der er ingen der stiller spørgsmålstegn ved, at en clairvoyant får “meddelelser” fra “det ukendte” aka. åndeverdenen. Langt de fleste jeg kender har på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med clairvoyance og har måske ikke længere så store fordomme om det – helt sikkert takket være mediernes store bevågenhed med diverse “ånde-programmer” på landsdækkende TV.

Den form for shamanisme vi praktiserer er ikke mere farverig eller fantastifuld end ovenstående. Ligesom man i meditationspraksis kan forvente at få afklaring på en given intention, går vi blot til “åndeverdenen” (præcis som en clairvoyant – håndværket er bare anderledes) for at søge råd, bede om hjæp eller få afklaring eller støtte.

Jeg har tilladt mig her at citere fra Jonathan Horwitz og Annette Høsts Scandinavian Center for Shamanic Studies:

Hvad er shamanisme?
Shamanisme er en urgammel spirituel tradition og magisk håndværk, brugt verden over til helbredelse, problemløsning og til at opretholde balancen mellem mennesker og natur. Også i Norden findes spor efter en shamanistisk tradition, så shamanisme er ikke noget, der kun findes hos indianere og eksotiske folkeslag, som mange tror. Shamanismens grundlæggende træk findes verden over, og vi mennesker har alle evnen til at praktisere shamanisme.

Shamanens opfattelse af verden er at betragte alt som besjælet med liv. Alt som har liv har også ånd og kraft, og derfor er ånd og kraft bindeleddet mellem alle livsformer, mellem mennesker, træer, dyr, sten, vinde og vande, jord og himmel. Derfor består shamanens arbejde i at kommunikere med andre livsformer, nogle gange at mægle mellem mennesker og andre væsner. Dette sker altid i tæt samarbejde med åndehjælperne, hvad enten disse er skytsånder, kraftdyr i dyreskikkelse eller lærer-ånder.

Du kan læse mere om shamanisme her på siden også: SHAMANISME

Nå, men det skulle jo egentlig handle om min personlige oplevelse, men nogle ting må jo være klarlagt fra starten af! Kurset handlede som sagt om at lære om healingarbejde, men for at kunne hjælpe andre må man først hjælpe sig selv. Derfor handlede meget af kurset også om ens personlige healing både fysisk og emotionelt. Og for mig var særlig sidstnævnte som at sætte den første fod på en ny sti.

Jeg modtog helt fantastisk healing, tog de første spæde skridt på min egen vej med at arbejde med healing og ikke mindst havde jeg om natten på min fødselsdag en overvældende empowering (beklager, men dette trendy ord, er altså bare det mest dækkende) oplevelse. Uden at gå for meget i detaljer, for jeg ønsker virkelig at bevare kraften i den oplevelse, men samtidigt vil jeg også gerne dele noget af den, fordi den måske også kan berige andre.

Vi arbejder bl.a. med et ritual der kaldes “udesidning“, der kort fortalt handler om, at man sidder ude (alene) fra solnedgang til solopgang uden for menneskenes fællesskab for indsigt, råd eller hjælp. Det kan sammenlignes med mere traditionelle “visions quests”, som det kendes fra mange steder i verden. Og ja, det havde jeg selvfølgelig tænkt mig, at jeg skulle gøre.

Jeg havde store planer for mig selv. Store forventninger. Nu var jeg jo so and so experienced, så selvfølgelig skulle jeg da også gennemføre sådan en udesidning. Min intention var god. Min planlægning var i top. Jeg var sikker på, at det her, det nailede jeg da bare. Og selvfølgelig havde jeg også fundet et sted jeg ville sidde, som var allermest udfordrende. Langt inde i den mørke skov. (Skoven som jeg vidste kunne huse elge og vildsvin) But what the fuck, jeg var jo sej og totalt i lære som shaman. Der var i hvert fald ikke nogen der skulle kalde mig en kylling eller beskylde mig for at springe over det lave gærde.

And so it was. Og fik jeg mig en lærestreg? Oh yeah. Men fik jeg også samtidigt en af mit livs største belæringer? Tro på det! Da jeg havde siddet der i fire timer og det var blevet helt mørkt og skoven var begyndt at vågne, var jeg ved at brække mig af angst. Jeg har aldrig i mit liv følte mig så alene og udsat. Jeg følte mig forladt. Uden håb. Men ud af al denne trøstesløshed fik jeg den største indsigt;

Nemlig at hele essensen handler om alt det pres jeg lægger på mig selv, for altid at være god nok, altid at skulle klare til det UG med kryds og slange, aldrig at give op. At jeg altid overhører min krops signaler og altid er bange for at tabe ansigt (og deraf blive udstødt eller forladt). Så derfor tog jeg en beslutning. Jeg rejste mig, pakkede mine ting og gik hjem. Hjem ad vejen oplyst af den smukkeste stjernehimmel, så fuld af kraft og en boblende lykkefølelse over, for første gang i mit liv at have taget vare på mig selv og have lyttet til mit inderste. Uanset hvad andre ville tænke, så bakkede jeg ud for at passe på mig selv. JEG traf valget.

Jeg sad der af de helt forkerte årsager. Og på vejen hjem gik det op for mig, at jeg havde lyst til at banke hele kurset (hvoraf de fleste sov) op og RÅBE højt til verden: JEG GAV OP!!!!!! I QUIT! SE MIG! Jeg var ved gud så stolt! Jeg har aldrig bakket ud af noget før! EVER! Jeg var ikke engang bekymret over at skulle “skuffe” min lærer eller de andre deltagere, som jo alle forventede at jeg gennemførte. For sådan én er jeg. Hende der kan klare det hele.

Sådan én VAR jeg. Nu er jeg en anden. Den nat fik jeg en meget vigtigt belæring om ydmyghed, men også om mod, om mod til at tage vare på sig selv og til at se sin frygt i øjnene. Og deraf voksede jeg.

PS: Og enden på det hele var jo, at jeg netop ikke skuffede de andre deltagere – aldrig har jeg modtaget så megen anerkendelse og medfølelse for mit mod og handling! Jeg vil aldrig glemme det….

Solnedgangen, den sidste aften på kurset.

Fik du set?

Tilmeld nyhedsbrev