Shamanisme og naturens kraft


“Pludselig begyndte jeg at forstå. Jeg “fandt hjem” i arbejdet med naturen, med åndefæller, skytsånder og varselstagninger. Jeg huskede endelig barndommens fredhellige skovture til de gamle storstensgrave. Jeg forstod urlængslen efter jorden og efter den kraft der ånder i bjerget og synger i vinden…”

Shamanisme er for dig, der

  • Ønsker en stærk forbindelse til naturens kraft og årets kredsløb
  • Ønsker en dybere jordforbindelse
  • Føler sammenhørighed med vores nordiske landskab
  • Vil lære magiske og spirituelle redskaber til at styrke og hjælpe dig selv og andre
  • Vil lære at kontakte dine skytsånder for at søge råd og vejledning

Længslen efter jorden

Når man første gang hører om shamanisme som spirituel vej, får de fleste folk associationer til fordums tiders indianske medicinmænd med fjerprydelse og malede ansigter eller grønlandske åndemanere i vild ekstase.

Men det er ikke den verden, som vi lever i i dag. Vi lever i en moderne verden med lukkedage, køer på motorvejen, frikadeller og legeaftaler. I dag føler mange mennesker en dyb længsel i sjælen efter at genfinde forbindelsen til noget andet. Noget oprindeligt. Til jorden. Til det enkle liv.

Vi føler os ude af balance, urolige, hægtet af og i det hele taget afskåret fra den verden der ligger uden for hverdagens endeløse rækker af praktiske gøremål. Men i mødet med det shamanistiske arbejde, kan vi opleve, at det vi laver, er lige så reelt og håndgribeligt som sovs og kartofler, men samtidigt lige så magisk som mosekonebryg og elverpiger på højen.

HyldemorsHave_0040-600x400
15941

Historisk set

Mennesker har til alle tider gået til de største og ældste kræfter og søgt råd om helbred, kærlighed og mad på bordet. De har henvendt sig til træet, til bjerget og stenen. De har anråbt byttedyret og hidkaldt regnen. Fordi de forstod, at mennesket kun kan leve og overleve i tæt forbundenhed og – med gensidig respekt for – livet omkring os.

I de fleste oprindelige kulturer har animismen (filosofien om, at alting er besjælet) spillet en stor rolle. Det er i samspil med disse væsner/fæller, at mennesket til alle tider har levet side om side.

I løbet af 1980’erne blev de shamanistiske principper tilpasset vores vestlige levevis af amerikanske pionere, som f.eks. antropologen Michael Harner der grundlagde en af “skolerne” inden for moderne shamanisme - ”core shamanism” (kerne-shamanisme, som er shamanisme uden kulturbundne traditioner), Foundation for Shamanic Studies.

Arbejdet med at omsætte den gamle spirituelle viden til mere tidssvarende, brugbare teknikker indebar års research hos befolkningsgrupper der stadig havde det animistiske livsgrundlag som deres primære “religion”; både de syd- og nordamerikanske indianere, i Sibirien, hos samerne og de grønlandske inuitter.

Ud over animismen som fælles træk havde disse kulturer og samfund alle én eller flere “shamaner” (medicinmænd/troldkyndige/kloge mænd og -koner) der arbejdede som bindeled mellem menneskesamfundet og de åndelige verdener.

Shamanisme er derfor blot et udtryk for det håndværk – at være bindeleddet mellem “sjæleverdenen” og vores “almindelige” virkelighed.
Billede til venstre af grønlandsk mand med tromme fra 1935 - Nationalmuseets billedark.

Det magiske håndværk

Når man arbejder shamanistisk behøver man blot ikke at have “medfødte evner”, det handler mest om at lære et magisk håndværk. De fleste kan lære at foretage en trommerejse og søge råd i den anden verden. Kodeorderne er rammer og hensigt.

Alle ting vi kan fatte i vores fysiske verden har også en åndelige “inderside” – og det er denne åndelige side, som vi får forbindelse til, når vi bruger trommerejse (også kaldet sjælerejse), sang, dans, visionssøgning eller i drømme. I alle tilfælde handler det om at “shamanen” skal være i en ændret bevidsthedstilstand for at opnå kontakt til åndeverdenen.

Og her er det, at det magiske håndværk kommer ind. For at kunne ændre bevidstheden og træde over i åndeverdenen, benytter man sig af rituelt værktøj som f.eks. trommen, rasle, udmattelse eller – i nogen traditioner – bevidsthedsudvidende planter. Hver og én af de nævnte kun brugt i ritualet og med stor respekt.

dreamstime_xl_103041674

Shamanisme til hverdag

For det er med respekten for de urgamle principper og verdensforståelsen, at vi kan bruge shamanismen i dag. I åndeverdenen kan vi hente ”kraft” (livsenergi) og her holder vores spirituelle lærere og skytsånder, også kaldet kraftdyr til. Her kan vi kontakte dem og søge råd og viden.

Vi kan finde stor, både fysisk og psykisk helbredelse, og de står i det hele taget til rådighed for vores åndelige uddannelse – så længe vi kommer til dem i respekt og ærbødighed.

Forbindelsen til ånderne eller ens kraftdyr kan være så stærk, at man føler, at de kan være nærværende, selv når man ikke er i ritual – men det er netop også en del af det hele. At man lærer sig at opleve denne forbundenhed og samtidig opretholde jordforbindelsen til at gå stabilt og godt i Midgård; vores dagligdag.

Det er sådan “shamanen” arbejder – ved at bede om hjælp og være i god kontakt til sine åndefæller. Uden ånder, ingen shaman (citat; Jonathan Horwitz).

Shamanens opgave er blot at være formidler af budskabet fra den anden side. Og dermed træder shamanen ud af billedet som ego og menneske. Hun eller han sørger blot for at skabe det rum, der gør det muligt at bringe viden fra den ene side af bordet til den anden.

Og netop dette er der lige så stort behov for, som der har været siden tidernes morgen. I takt med den moderne livsstil øger presset på vores menneskelighed, søger flere og flere mennesker at finde svarene på livets store spørgsmål uden for dem selv for.

Med de shamanistiske spirituelle teknikker bliver det muligt for den enkelte at søge rådene selv. Ved at gå til sine egne åndefæller (skytsånder/guider/spirituelle vejledere). I dag bruger vi også shamanismen til personlig udvikling, men i lige så høj grad i det universelle hverv at søge kraft, hjælp, healing eller råd til os selv og andre.

Jeg vil ikke anbefale nogen at kaste sig ud i sjælerejser uden at have en mere øvet hånd ved sin side eller at have trænet hos nogle af de mange dygtige undervisere.

Læs mere her på siden under KURSER.

Hyldemorshave_0139