Er kvindefællesskabet blevet et fy-ord?

100 år med valgret til kvinder, har gjort os selvstændige og til fru know-it-alls....

På det seneste har jeg tænkt en meget over én ting. Nemlig kvindefællesskaber. I dag, hvor jeg har været i København med pigerne, for at fejre 100-året for kvindernes valgret, har jeg bare tænkt noget mere over det.

Om hvordan vi i dag er en hær af individualister. Undertegnede inklusive. Vi kan, skal og vil selv. Vi tager ikke imod råd fra hverken mor, søster eller svigermor. Vi ved det hele selv. Og hvis vi ikke ved det, så skal vi i hvert fald nok (selv) lære det.

Hvordan er det blevet sådan? Hvordan er livet blandt kvindekønnet blevet til en konkurrence? Hvem er slank nok, smuk nok, ung nok, succesfuld nok, sexet nok, speltbagende nok? Bare lidt bedre end hende på den anden side af hegnet? Hvorfor er det blevet sådan?

Hvad er der blevet af fællesskabet, hvor kvinder kunne lære af hinanden, støtte hinanden, trøste og drage omsorg for hinanden? Har det nogensinde eksisteret? Er det en biologisk utopi? Vil vi genetisk betinget altid været indrettet sådan, at vi konkurrerer mod og med hinanden?

Jeg tror det ikke, jeg tror på, at der kan opstå et særligt tillidsfuldt bånd i mellem kvinder, når vi kan klæde hinanden og os selv nøgne - og her mener jeg som sådan ikke bogstaveligt talt (selvom det sikkert ville være populært hos det modsatte køn) - jeg mener helt reelt, når vi smider vores skjold. Vores facader, vores "profiler" - når vi står frem, nøgne og sårbare, fulde af alt det der er vores. Og deler det. Deler det mellem hinanden og til hinanden.

I dag er vi alle sammen blevet "pippi-piger" - vi honorerer den vilde, modige pige, der tør gøre alt det drengene tør. Hende der går forrest (selvom hun da også lige kan få et par drag over nakken, for at stikke for meget frem - og "hvem tror hun egentlig hun er??"), hende der tager têten. Hende der råber højest, løber stærkest, får mest i løn...

I kampen for ligestilling og lige ret og lige værd - har vi så også mistet retten til at være kvinder lige?

Hvad er det blevet af den hele kvinde? Hende der tør være K V I N D E - Ubalanceret, kraftfuld, uregerlig, ægte, levende og kærlig og følsom? Hende der hverken er Elsa, Pocahontas eller Snehvide? Men dem alle sammen i ét, krydret med PMS og morgenhår og en manglende sexlyst du kan kigge efter på bunden af vasketøjskurven??

Jeg vil gerne give plads til hende. Den kvinde. Hende. Mig. Og dig. Jeg drømmer om at skabe et rum for kvinder, hvor vi ikke er MIG, men OS. Hvor vi kan læne os ind i en urkraft og en ældgammel viden, der kun nedarves igennem kvindernes hænder, igennem kvinders tanker, følelser og liv.

Jeg drømmer om ikke at skulle søge mine råd på Google, men at kunne læne mig ind i en verden af kvinders tanker og viden om stort og småt. Om at kunne stå som ét træ blandet mange i en skov og vide, at hver eneste træ fortjener sin plads. Uanset størrelse og formåen. At træernes rødder søger dybt og forbinder sig til hverandre.

Jeg drømmer om at væve et kvindefællesskab sammen der ikke kræver brændende BH'er eller shaverfri-zone, jeg drømmer om et tæppe af kvinder der hver især kan bidrage med deres, uanset alder, gebet eller politisk tilhørsforhold. Uanset om de spiser med eller uden gluten. Om de afleverer deres børn fra 7-17 eller passer alle fem stykker derhjemme. Jeg drømmer om et sted hvor vi kan lære af hinanden.

Og hvorfor? Fordi der sker noget særligt med energien, når kvinder arbejder sammen. Ligesom de har gjort det siden tidernes morgen. Som de har støttet og hjulpet og holdt hænderne både over og under hinanden. Fordi vi har brug for det i dag. Fordi vi skal holde op med at sammenligne os. Og i stedet tage hinandens hænder.

Vil du se hvad jeg er inspireret af - og hvad jeg også drømmer om? Så tjek den smukke og inspirerende video herunder fra den amerikanske fællesskab "Spirit Weavers"...

Spirit Weavers Gathering 2015 from Leslie Satterfield on Vimeo.