Og så fik man tid...
I dag har jeg sendt min mindste afsted på 2 dages lejrskolen med SFO'en. Den store holder vinterferie hos sin far. Den ligning betyder, at vi nu har to hele døgn, helt uden børn. Helt uden forpligtelser. Uden madpakker. Uden evindelige søskendekonflikter. Uden 435 spørgsmål (som er så mange en gennemsnits-småling kan stille på et døgn, har jeg læst et sted). Uden alt det der plejer at ske fra 17-21. På sådan en helt almindelig hverdag.
Hertil skal selvfølgelig også fratrækkes 117 gange "Jeg elsker dig mor", 311 kram, 51 trøsterier, 213 grin over frække ord man har lært i skolen. Og ikke mindst endnu en lille varm gæst i dobbeltsengen kl. 03.15.
Ting jeg for alt i verden ikke ville være uden. Men. Når det så er sagt. Så har jeg glædet mig. Helt vildt. Til bare at være mig. Være os. Til at have flere timers sammenhængende egentid. Til at sidde med den her computer i skødet. Til at læse de tusind artikler jeg går og bookmarker "til en dag jeg har tid". Det er så i dag. Og i morgen. Vildt nok.
Men inden vi når dertil, var jeg nødt til at komme igennem krisen. Den, altså krisen, bestod i, at jeg ikke kunne vælge. Og jeg kunne slet ikke vælge at sidde stille. Jeg har rejst mig tre gange efter ting, som jeg synes jeg burde have omkring mig. Så nu er jeg bænket. Et glas rødvin - tjek! iPhonen (og spotify) - tjek! iPaden, for den er jo alligevel federe at sidde og læse lange tekster på - tjek tjek jo! Og jo, så var der jo også den der bog, "Woman Healers of the World", som jeg købte i efteråret og under store annonceringer pralede med, at jeg skulle bruge de lange vinteraftener på. Nu er det snart forår. Og jeg har kun læst forordet.
Jeg tænker tit, at hvis jeg læste alle de bøger jeg har, er du gal hvor ville jeg vide mange ting. Om helt vildt mange fede ting! Nu sidder jeg her så. Om lidt har jeg forfattet det her blogindlæg. Om alting og ingenting. Det jeg mest vil fortælle er, at hvor er det bare svært at slippe hverdagsstressen og geare ned, når man pludselig kan.
Og bare ligesom tage én bog. Én side. I stedet for at have tyve planer om halvtreds projekter.
Women Healers of the World venter på mig...
Hertil skal selvfølgelig også fratrækkes 117 gange "Jeg elsker dig mor", 311 kram, 51 trøsterier, 213 grin over frække ord man har lært i skolen. Og ikke mindst endnu en lille varm gæst i dobbeltsengen kl. 03.15.
Ting jeg for alt i verden ikke ville være uden. Men. Når det så er sagt. Så har jeg glædet mig. Helt vildt. Til bare at være mig. Være os. Til at have flere timers sammenhængende egentid. Til at sidde med den her computer i skødet. Til at læse de tusind artikler jeg går og bookmarker "til en dag jeg har tid". Det er så i dag. Og i morgen. Vildt nok.
Men inden vi når dertil, var jeg nødt til at komme igennem krisen. Den, altså krisen, bestod i, at jeg ikke kunne vælge. Og jeg kunne slet ikke vælge at sidde stille. Jeg har rejst mig tre gange efter ting, som jeg synes jeg burde have omkring mig. Så nu er jeg bænket. Et glas rødvin - tjek! iPhonen (og spotify) - tjek! iPaden, for den er jo alligevel federe at sidde og læse lange tekster på - tjek tjek jo! Og jo, så var der jo også den der bog, "Woman Healers of the World", som jeg købte i efteråret og under store annonceringer pralede med, at jeg skulle bruge de lange vinteraftener på. Nu er det snart forår. Og jeg har kun læst forordet.
Jeg tænker tit, at hvis jeg læste alle de bøger jeg har, er du gal hvor ville jeg vide mange ting. Om helt vildt mange fede ting! Nu sidder jeg her så. Om lidt har jeg forfattet det her blogindlæg. Om alting og ingenting. Det jeg mest vil fortælle er, at hvor er det bare svært at slippe hverdagsstressen og geare ned, når man pludselig kan.
Og bare ligesom tage én bog. Én side. I stedet for at have tyve planer om halvtreds projekter.

6 kommentarer
Skriv en kommentar