Kunne du overleve??

The Walking Dead

Zombie-serier? Det kan du ik' mene! Jo. Det mener jeg. Jeg må se mig slået. Overtalt. Erobret. The Walking Dead har indtaget mit hjerte. Den har bidt sig fast... (Høhø)

Og jeg bliver nødt til at indrømme det offentligt. For i flere år har jeg hårdnakket protesteret, når frokostssnakken (som af en eller anden årsag ofte er serierelateret) faldt på zombier. Helt ærligt. Det er sgu' for langt ude. Jeg har aldrig været til splat, chockeffekter eller de hersens døde levende. Men mine kollegaer roste serien til skyerne. Mine finkulturelle, velstuderede kollegaer...! Indrømmer gerne, at jeg overhovedet ikke fattede dem.

Men af uransagelige årsager gik jeg en dag hjem til min mand og deklarerede, at nu ville jeg gerne se et afsnit. Måske var det fordi vi kort forinden havde set World War Z, og den var jo fed nok (eller var det bare fordi Brad var så hot??). Vi så ca. 10 min, indtil jeg så en zombiepige på omkring 8 år blive skudt i hovedet. Nej tak. Du. Jeg skal overhovedet ikke se noget med børn. Eller med overextensive shedding of blood. Føj....!

Men... Altså... Et par måneder senere. Så sad jeg der igen. Vi var løbet tør for afsnit af vores andre gode serier (hvoraf jeg kan nævne i flæng; Under the Dome, Homeland, Game of Thrones (SELVFØLGELIG), Revolution og listen fortsætter). Og måske fordi jeg igen i forbifarten et sted havde samlet op, at "den der Walking Dead, den var så fed". Så ja. Så overlevede jeg faktisk pigen på 8, én gang til. Faktisk overlevede jeg henved 100.000 splatterscener mere, men det er slet ikke det vigtige.

Faktisk er zombierne næsten blevet uvæsentlige. Altså de er der, alright, og de er splattede, men de er ikke det vigtige. Det essentielle og som virkelig fanger mig, er det spil der er imellem gruppen af overlevende. I dette efterapokalyptiske vaccum (måske har jeg læst det udtryk på en anden blog, men det er så rammende!), hvor menneskeheden skal genfinde sig selv.

Hvor alle regler er brudt, og et samfund skal skabes på ny. Kernen i historien er der jo overhovedet ikke noget nyt i, men arenaen er ny, og mellemspillet er gribende. Jeg sidder ude på kanten af sofaen og borer neglene ned i sofabordet, mens billederne glider over skærmen. Jeg overvejer at rationere mit afsnitsforbrug, så jeg har en chance for at få ilt nok til hjernen. For ja, den er sgu' virkelig spændende!

Og så tror jeg, at det der tænder mig allermest ér, at den puster til mit overlevelsesinstinkt. En følelse, eller fornemmelse, der altid ligger let slumrende, lige under huden på mig. KUNNE JEG? KUNNE VI? Overleve? Har vi evner til at holde liv i os selv (med eller uden zombier), hvis alt brød ned. Kunne vi jage, samle og helbrede?

Jeg vælger (lidt højrøvet) at tro på, at vi faktisk ville klare os. Helt fint. Bedre end flertallet. Eller. Det er mit håb. I hvert fald. Og det er den slags tanker, en fem sæsoners lang serier om zombier sætter gang i mit hoved. Essentielle, livsbekræftende tanker. Om overlevelse.

Og det interessante er, at den erkendelse giver mig en grundlæggende tro på mig selv og gør mig langt mere tryg helt ind i sjælen, end bevidstheden om, at vi er i stand til at betale næste afdrag på huset...

Og Ladies.... Det skader bestemt heller ikke, at der er en antihelt eller to der er værd at bruge et par timer på! (ingen nævnt, ingen glemt!)