Er du god nok?

I dag har jeg haft en interessant samtale med en terapeut. En af den slags snakke, hvor man går ud af døren, halvt hovedrystende, halvt fuldstændigt oplivet over ens egen dumhed. Sådan en samtale, der efterlader en indsigt, der måske, måske ikke vil gøre en afsindig forskel fremover.

Og her kommer så én af de ærlige igen. En af dem der, hvor jeg lader maskerne falde. Hvor du får et lille stykke mig, serveret til din formiddagskaffe (eller eftermiddags- eller hvornår du nu aflægger blogland dit visit).

For er der én ting, jeg helt sikkert ikke føler mig – så er det god nok. I dag, fordi jeg er sååå klog og indsigtsfuld efter så og så mange år i både terapi og diverse selvudviklingsbølger, ja så ved jeg selvfølgelig godt, at den selvforståelse har fulgt mig helt fra barnsben af.

Følelsen af aldrig at kunne leve op til forventningerne. Aldrig at være dygtig nok, sød nok, interessant nok, flittig nok, venlig nok, fin nok – GOD nok. I see… I dag er det ikke så meget andres forventninger, som jeg har svært ved at imødekomme. Langt sværere er det for mig at leve op til egne forventninger.

Dem der om den perfekte mor, kæreste, veninde, datter, søster. Hende med det perfekte velduftende hjem med vasketøj på snoren. Hende med 10 km i benene 3 gange om ugen, med økologisk mærketøj til ynglen, hende der altid har tjek på alle lektier, aftaler og kalenderen top tunet. Hende med oceaner af overskud på rummelighedskontoen, aldrig råber af børnene og altid har den anerkendende tilgang til de søde små. Hende der altid husker alle fødselsdage, gaver og spiser pisse sundt alle uges 7 dage, hvor hun selvfølgelig kun laver ”Mad på 30 min” – og alligevel formår at give hele flokken mindst 600 g grøntsager om dagen – HVER!

Og uanset hvad mine søde venner eller min familie her vil indskyde – så ér jeg bare ikke hende! Som den handlingsorienterede strateg jeg er, udtænker jeg dog dagligt nye tidsoptimeringer, lægger planer, trækker fra, laver lister, jævnfører kalendere, kæmper med vasketøjet, madplanerne og nullermændene. Låner 20.000 bøger om ”mere tid”, ”bedre mor”, ”mere sex”, ”sundere krop” (fill in the blank…)

Jeg kan ikke. Jeg kan ikke leve op til mit eget ideal. Jeg kan ikke engang være oprigtig og ærlig overfor mig selv, når jeg tager tøj på om morgenen. Jeg kan ved gud grød ikke engang vælge et sæt tøj, uden at tænke over, om jeg med dette eller hint stykke tøj risikere at shine for meget eller ikke passe ordentligt ind. Hvor åndssvagt er det lige??? Hvad blev der af at bevare sin integritet? At være MIG med alt mit!?

I hvilken verden kommer man nogen vegne ved at prøve at være ”som man tror, at andre vil have man skal være”? Rationelt set er det til at dø at grin over. Who cares om jeg har lyst til at tage de orange bukser på eller det der er værre? Dem der elsker mig, gør det jo netop fordi jeg er MIG. Ikke for en rolle jeg prøver at spille til UG og slange.

Terapeuten spurgte: ”Hvem beundrer du af kvinder?” – Svaret er nemt for mig. Jeg beundrer nemlig mest af alle, de stærke og modige kvinder der står frem med holdninger og hjerte. Kvinder der virkelig ikke sætter deres lys under en skæppe, men bruger dem selv og al det de flyder over af, til præcis at være dem de er.

Den ene er Linse. Det er det fandenme. Med sgu’ på. Ikke fordi hun ser ud som hun gør. Men fordi hun fremstår 110% ærlig omkring sin person. Man kan have tusind holdninger til hendes udseende og hendes TV-show, men hun står ved sine valg, hun skammer sig ikke over dem og hun oser af selvironi. Hun er bevidst om sig selv og sine holdninger og hun er ikke bleg for at dele dem. Det har jeg virkelig respekt for.

Kvinder i dag mangler rollemodeller. Jeg håber ikke, at mine piger vil eftertragte Linses udseende, men jeg ønsker for dem, at de må besidde bare en snert af den selvstændighed og det selvværd der strømmer fra hende.

En anden er Sanne Salomonsen. Trods alder og alles, så er hun fandenivolsk og leverer varen. Jeg er overbevist om, at der ude i småborgerlighedens højborge rundt om i provinsen er masser af meninger om Sanne. Men hun er bare så über cool. En sand rock(bedste-)mama!

Den sidste jeg må nævne er skønne Anne Marie Helger. Bare fordi hun er så fantastisk og lidt småskør. Jeg elsker det! Totalt farverig og eventyrlig – og fuld af hjerte og holdning! Hun oversvømmer os med skønne rober og store hatte. Med kvindelighed. Og oprigtighed...

Alle tre kvinder der rummer ægte power. Som shiner hver især på deres platform. Kvinder der betræder hver deres scene og som ikke er bange for at blænde folk. Det er den kerne, som jeg må finde ind til i mig selv. Der hvor ”ægtheden” og ærligheden ligger. Det hvor jeg giver plads til at være mig. Uden roller, uden forventninger. Uden tusind hensyn til andre mennesker. Hvorfor skulle jeg dog lægge låg på mig selv? Her verden - tag mig! Jeg har skrottet skæppen!

(Dette var mit første ærlige skridt… Måske finder jeg i morgen modet til at tage fjerboaen på – mens jeg giver mine børn en vingummibamse (og går i seng kl. 02) – bare fordi jeg kan)