Den evindelige forandring, sol afløser regn... Foto Danarige.dk © Rune Engelbreth Larsen.

Den evindelige forandring, sol afløser regn…
Foto Danarige.dk © Rune Engelbreth Larsen.

Ind i mellem checker jeg ind hos Miri, der “Vandrer blandt ege”. Det er en rigtig fin blog, med mange stemningsfulde billeder og fine tanker, der harmonerer godt med mine egne. Forleden havde hun et indlæg om At skabe sig et liv, og det ramte noget i mig. Noget jeg ikke helt har kunne slippe og som er blevet ved med at vende tilbage i mine tanker.

Hun talte om personlige værdier. Og om hvordan man skaber – eller vælger at skabe sit liv. Hvad der er vigtigt. Hvad der har værdi.

Det prikker til noget som i forvejen rumsterer i mig. Om alt det her med forandring, som jeg har berørt flere gange, bl.a. her (“I orkanens øje”). Måske er det bare efteråret der gør det ved mig. At eftertænksomheden og melankolien får overtaget. Det er ofte i efteråret, at jeg giver mig selv tid til at mærke efter. Er jeg det rigtige sted? Gør jeg de rigtige ting? Hvad skal der ske i mit liv? Måske er det fordi kulden kommer snigende. Griber fat om mit hjerte.

Fordi det ikke er lige så sjovt at grave om efteråret som om sommeren, når der er højt til himlen og fuglene synger. Fordi vi ikke snakker lige så meget, men bare arbejder og holder varmen. Fordi årstidernes skiften minder mig om forandringen. Den evige spiral. Og det fører mig igen tilbage til værdierne.

For hvad er det der giver mit liv værdi?

Først og fremmest og selvskrevet er selvfølgelig min familie. De er det allermest vigtige i hele denne verden. Men den økonomiske tryghed er også vigtig. Fordi den betyder, at vi kan give pigerne og hinanden det liv og den tryghed, som betyder så meget for mig selv. Den giver os mulighed for at bo på landet, på det sted som jeg holder så uendeligt meget af. Ved skoven og markerne. Hvor uglen kalder mig og ravnen holder til. Her i min have, min skønne gamle bedstemorhave, under hylden og i ly af birken.

Ensomheden på landet er også en værdi… Jeg trives ikke blandt byens strømninger alt for længe af gangen. Jeg har brug for roen. For at kunne se månen og lytte til stilheden. Til at åbne døren og lade børn og hunde spæne ud i verden, uden at være bange for forbikørende biler eller do’s and don’t’s i trafikken.

Og alting hænger jo sammen og væver sig ind i hinanden, for naturen og adgangen til den, og ikke mindst det at betræde og være i den, har også en overskyggende stor værdi. At arbejde med urterne. Det er som om jeg har genopdaget et slumrende bekendtskab. Som noget der altid har ligget latent i mig, men som ikke rigtigt er kommet til udtryk før nu. Nu er vi genforenet, planterne og jeg.

Men også det at tage vare på jorden. At lære børnene vigtigheden af at passe godt på den. Hvorfor man sorterer sit affald eller slukker for vandet. Alt dette er vigtigt. Ikke bare vigtigt, men et stort ansvar vi alle bærer.

Hertil kan jeg lægge min spirituelle rejse. Jeg lægger stor værdi i, at jeg har mulighed for at udvikle mig som menneske. At jeg kan nå dybere. At jeg ikke blot rygsvømmer i overfladen på materialismens hav. Jeg vil være en perlefisker der når helt ind i sjælens underjordiske grotte og bringer den smukkeste perle med hjem. Dét har værdi. At bevæge sig af mysteriets veje. At gøre dem til mine.

I dag havde jeg en stor indsigt… De af jer der også følger mig på Instagram, ved at jeg har en forkærlighed for at fotografere solopgange. Det er et af naturens store undere at følge ildkuglens rejse fra horisont til horisont. Og netop med dagens solopgang, blev jeg ufattelig rørt. Det gik op for mig, at det jeg ønsker af livet er, at jeg kan skabe mig en livsvej, der gør det muligt at nyde hver enkelt solopgang. At der er tid i mit liv til at værdsætte den slags oplevelser. At frigøre mig fra hamsterhjulet, som slavebinder mig til et liv, som jeg i virkeligheden ikke lever og ånder for.

Og må man overhovedet tænke den slags tanker? Og endnu mere sige dem højt? Efter at have været en del af det danske uddannelsessystem i mere end 25 år (og brugt 9 år af disse på at tage en universitetsgrad)? Jeg tænker, at de ikke er spildt. Jeg tænker, at de leder mig på vej.

For hvad så? Hvad er det jeg vil? Det funderer jeg stadig over. Jeg vil have et liv, hvor mit arbejde føles meningsfuldt. Hvor det giver mig (og ikke kun min bankkonto) v æ r d i . Hvor jeg kan bidrage til samfundet (for den del ligger mig faktisk ganske nær) med det som jeg er allerbedst til. Hvor jeg kan bruge mine styrker og min passion. Hvor jeg kan bruge min forkærlighed for formidlingen. For at skrive, for at give! Hvor jeg kan bruge min ild og min sjæl!

Hvor jeg har plads til at vokse og udvikle mig som menneske. Og hvor jeg kan kombinere arkæologien, naturen, planterne og verden omkring mig, og ikke mindst, hvor jeg kan være til glæde og gavn for andre mennesker. Det lyder som en floskel og så banalt, men jeg vil virkelig gerne have, at den plads jeg udfylder i det daglige, er med til at gøre verden til et bedre sted.

Den slags tanker går jeg rundt med for tiden…