31. oktober 2019 lukkede jeg en bog.
En bog der handlede om at prøve at passe ind i en historie, som samfundet har skrevet om "man".
Man skal have en uddannelse. Man skal have et godt job. Man skal bruge halvdelen af sit liv på at lade sig fragte til og fra det gode job.
Man skal have et hus. Helst på den rigtige adresse. Med møbler fra bladene. Uanset om de er retro second hand eller dyrt design.
Man skal have en familie. Man skal have børn. De skal gå i de rigtige skoler. Man skal rejse på de rigtige ferier.
OG man skal helst være ligesom alle de andre. Passe ind. Følge strømmen. For der er trygt og godt at være. Ligesom alle de andre.
For alt i verden skal man ikke træde udenfor normen. Derude er farligt at være. I frostvejr. Alene.
Tror man. Indtil den dag, hvor man indser, at det ikke er MIN historie.
I sommeren 2019 slog vejret om for mig. Jeg havde brugt de sidste 4-5 år på langsomt at opbygge en iværksætter-virksomhed, hvis primære fokus var undervisning inden for noget som nichet som urtekundskab og moderne shamanisme.
Det havde jeg gjort på baggrund af de sidste 15-20 års egen praksis og en enestående mulighed for at "stå i lære" hos en af de største indenfor dansk, moderne shamanisme.
Mit samarbejde med Annette Høst de sidste 10 år må nødvendigvis nævnes her til en start. For uden hendes støtte og undervisning - og venskab, stod jeg nok heller ikke, hvor jeg står i dag.
Men uanset støtten og opbakning, går vi jo selv vejen.
Og den sommeren var mit liv nået til et punkt hvor forandring var uundgåelig. Jeg var brugt op i mit ægteskab. Jeg havde ikke mere at bringe til det fælles bord. Uagtet at det var så smerteligt at indse.
Mine næsten 10 år i museumsbranchen som arkæolog og museumsinspektør havde slebet mine kanter hårde.
Jeg ønsker ikke at trække nogen gennem sølet, men museumsverdenen kan være hård og kold, hvor den store usikkerhed på jobområdet skaber dårligt arbejdsklima og man lærer at holde sine fjender tæt.
Kærligheden til vores landskab og historien om vores fortid, har de dog ikke slidt ud af mig - og jeg forlod dog også mange, gode og nære venskaber i museumsmiljøet.
Det akademiske oplæring og de henved 9 år (med to barsler) på Københavns Universitet, ville jeg bestemt ikke være foruden.
At betragte et stof kildekritisk og være trænet i at fremstille sine argumenter belyst fra flere sider, gør jeg i dag forholder mig forholdvist pragmatisk og "leverpostejs-agtigt" til mit, til tider noget fluffy felt inden for det spirituelle.
Jeg udtaler mig sjældent skråsikkert om noget uden at have tjekket mine kilder eller i det mindste have brugt noget tid på at gå flere veje rundt om emnet.
Og aller allerhelst udtaler jeg mig om ting, som jeg selv har afprøvet på egen krop eller i egen praksis.
Men tilbage til sommeren 2019.
Juni 2019 - Resultatet af "mans" historie: Usund, 10+ kg for meget og brugt op...
Alt i mig skreg. Profeten Khalil Gibran skriver om børnene, at "de er livets længsel mod sig selv". Jeg oplevede på dette tidspunkt, at dette universelle "pull" - trak mig væk fra den sti der var udlagt i historien om man, som jeg indledte med.
Jeg kunne ikke længere blive. Nogen steder. Jeg kunne ikke blive i mit forhold. Heller ikke "for børnenes skyld". Jeg kunne ikke blive i mit job. Heller ikke for penge, karriere og selvfølelsens skyld.
Jeg måtte bryde fri. Inden jeg vidste, hvad jeg præcis gik ind til, jokede jeg forsigtet med min veninde om, at jeg tog 40-års-krisen på forskud.
Little did I know...
I den uge jeg fyldte 39, gik jeg både til min daværende mand og til min leder på museet.
Alle - i hvert fald de fleste, har nok rystet på hovedet af min timing. Men det kunne ikke være sådan.
Jeg vidste ikke hvordan jeg svømmede, men jeg blev nødt til at lære det, mens jeg lå i vandet. For ellers så druknede jeg.
Jeg gav min leder tre måneder. Jeg ville have sidste arbejdsdag d. 31. oktober. Til alle helgen. Jeg ønskede at bringe alle kræfter i spil.
At lade den gamle magiske port Samhain - porten til vinteren, hvor vi fejrer de døde og alt det der går forud, være den stærke tærskel, som kunne give mig allermest medvind til at lukke en dør bag mig og træde fuldt og helt ind i et nyt liv.
Og selvom alt dette lyder vældig stærkt og helte-agtigt. Full force og f-empowerment-like.
Så var jeg bange. Jeg græd hver dag. Jeg holdt op med at spise og tabte 13 kg. Lige så stærk som drivkraften var mod at forandre mit liv - lige så stærk var behovet (som ikke kunne stilles) for tryghed.
Jeg var fuld af frygt. Bange for at "ødelægge" mine børns liv. Fuld af sorg over at svigte og såre det forhold jeg lagde bag mig. 13 års samliv. 16 år i mit "lille hus på landet" med den ramme som skulle have været grundlag for min virksomhed.
Alt stod klart i den gamle have - men drømmen brast...
Min have. Hyldemors Have. How the fuck kan "Hyldemor" flytte fra sin have?? Det gav jo ingen mening. Heller ikke for mig. Jeg vidste bare, at det ikke kunne være anderledes.
Det var livets længsel mod sig selv. Eller i mit tilfælde måske nærmere - længslen mod at finde mig selv. Jeg vidste det ikke da, men de sidste to år har været en rejse mod mig selv.
Inden for den hippe selvudviklings-jargon, er det ganske klichéfyldte, men også meget rammende udtrykt i "at træde ind i sin kraft". Møde sit fulde potentiale. Sit "lys" (men jeg hader kampen mellem lys og mørke, så sidstnævnte giver mig brækfornemmelser).
På de sidste to års rejse har jeg haft to trofaste følgesvende som ikke har veget fra min side - og som jeg har hilst hver eneste dag.
Ikke lige høfligt, dog. Nogle dage har jeg skreget af dem. Ligget på køkkengulvet, krøllet sammen i grønt snot. Gemt under dynen.
Frygten og ensomheden.
Nogle dage har jeg prøvet at skræmme dem væk med alkohol, fest og farver, eller alverdens andre distraktioner; mænd, kvinder, trøsteshopping, junkfood og almen flugt.
I dag er de der stadig. Men de sidder på hylden. Ind i mellem tager jeg dem ned og støver dem lidt af. Kigger på dem. Mærker dem.
Der er gode dage, hvor jeg sætter dem tilbage på hylden og anerkender deres tilstedeværelse og andre dage, hvor jeg kaster op på dem og kyler dem hen i hjørnet. For blot at vide, at jeg bliver nødt til at samle dem op og lime dem sammen og returnere dem til hylden.
Frygten. For ikke at være god nok. For at fejle. For ikke at lykkes med mit "vanvidsprojekt". I rejsen væk fra Historien om man. For ikke at levere. For at svigte de mennesker der regner med mig. Frygten for at blive udstødt. Være for meget. Være for lidt. Være forkert. Være alene. Forkert. Forkert. Forkert.
Og i hånden har frygten ensomheden. Den eksistensielle ensomhed. Den ensomhed som efterlader os uden for hulen. Uden mulighed for at varme os ved fællesskabets ild.
Der hvor vi er helt alene. Spædbarnets livsnerve - er vi alene, dør vi. Derfor må vi tilpasse os fællesskabets love. Historien om man.
Så vi ikke dør. Alene. Uden for hulen. Sammen med alle de vilde dyr.
Og den ensomhed følger mig. Og jeg havde jo selv valgt den. Så jeg synes jo ikke jeg kunne klage over den, mens jeg bare fik det værre og værre.
"Du er jo selv flyttet - du kan jo bare flytte hjem". Men nej, det var ikke bare en fysisk udfordring - det var en sjælelig ensomhed.
Som en streng i min DNA, en sang i mit sind. Men ikke i praksis, for jeg ér velsignet. Jeg har en horde af de skønneste, dejlige veninder i mit liv.
Blodsøstre der har båret mig, holdt mig, tørret mit snot. Rejst mig, når jeg lå og danset med mig under stjernerne på de gode dage. For dem er jeg EVIGT taknemmelig.
Og jeg har mine to døtre. Midt i deres ungdoms fulde flor. Dem der har givet livet mening, når jeg ingen anden fandt. Dem jeg stod op ad sengen for, da depressionen ramte mig ét år efter skilsmissen.
En måned inden min 40 års fødseldag, og tre uger inden jeg erkender,
at depressionen har meldt sin ankomst.
Da natten ingen hvile gav mig og jeg strejfede i skoven i den tidligste morgenstund. Den særlige morgenstund, hvor den enlige jæger undrende pegede på mig med sit kikkertsigte.
At få lov at se livet og døden i øjnene vækkede mig. Trak mig op ad sumpen. Fik mig til lægen og til at se på, hvor jeg var på vej hen.
Ad en uundgåelige vej for at blive sat sammen på ny. I shamanstisk praksis er "død og lemlæstelse" klassiske oplevelser i forbindelse med healing og personlig transformation.
"Sat sammen på ny" - som sommerfuglens rejse fra larve, puppe og siden bevinget skønhed.
Når man ligger ned, kan man ikke komme længere. Til gengæld er der kun én vej op. Og da jeg endelig rejste mig, blev det fra et nyt sted.
Et mere medfølende sted. En stemning som måske fødes ud af at have mødt opgivelsen.
Jeg kom i terapi, kognitivt lægeordineret, jeg fik sovepiller (yes, det fik jeg og tager dem stadig nu og da, når behovet er der og tankemylderet flimrer!).
Jeg valgte selv også at gå i psykoterapi og kropsterapi og så dykkede jeg dybt, dybt, dybt i min egen shamanistiske praksis.
Jeg rakte ud. Bad om hjælp. Blottede mig. Viste ærligheden og "svagheden" frem. Og det der fulgte har på alle måder været rejsen og smerten og sorgen værd.
Jeg tror, at det er min business coach Carolina Bjørk der tidligere har sagt: "Dem der står til sidst, er dem som ikke gav op!" - og den sætning er på mange måder blevet mit mantra gennem de sidste to år.
Jeg vil lykkes. Det liv jeg har i dag, har jeg kæmpet, blødt og grædt for. Jeg har måtte låne mine momspenge under coronalockdown, jeg har måtte arbejde 12 timer i døgnet.
Jeg har måtte stå på mål for andres holdninger til min person, mine udtalelser, mine metoder, min måde at være i verden på. Endda hvor vidt eller ej det påvirkede min mulighed at blive taget seriøst som en "kompetence-person" at jeg har lavet kunstbilleder uden tøj på....
"So don't be afraid to let them show, Your true colors"
Men i rejsen har jeg mødt mig selv. Jeg har valgt et liv i det sidste hus i landsbyen. Både fysisk, samfundsmæssigt og i overført betydning.
Jeg er trådt ud af historien om man. Jeg har ingen smarte møbler. Jeg kommer stort set aldrig på ferie. Og slet ikke de rigtige steder. Jeg aner ikke hvilke tøjmærker man går i mere.
Jeg er omgivet af ting der nærer min sjæl og mit hjerte, men som min nu eksmands søde kæreste så rammende omtalte som "meget unikt" (i mangel af passende høflighedsfraser), da hun kom her første gang.
Min luksus er min gode computer. Som jeg sidder foran - i modsætning til hvad de flestes romantiske forventning til mit arbejde er - 8-10 timer om dagen.
Mit selvstændige liv består af uendelig meget tasten og netværken og benarbejde på de sociale platforme.
Hårdt arbejde - der bare ikke føles som arbejde. For det er MIT. Og det er tæt sammenvævet med min hverdag, min virkelighed, min hobby og de mennesker jeg elsker at dele livet med.
Skov, natur, urter, shamanisme, musik, venner, mine døtre og viking. Det er ingredienserne i mit livs gryderet.
Jeg er taknemmelig. For alle sår. De har givet mig drivkraft til at forandre mit liv. Til at flytte mig og gå efter drømmen. Blive ved. Selv når "ved" lå ned.
Ingen sejre kommer let. Selv for dem hvis liv synes let, må der oftes kæmpes bag tæppet. Kan jeg give noget videre til andre der står midt i tvivlen, frygten eller drivet, så må det være at være ærlig mod det du føler.
Lykken findes ikke altid i det græs der vokser på den anden side af gærdet. Men nogen gange er det slet ikke græs, men alverden vildeste og blomstrende eventyr der venter.
I går fejrede jeg to år som fuldtidsselvstændig. Min revisor er glad. Mine piger er landet. Og mit hjerte har fundet ro i skoven under stråtaget på den gamle skovarbejder-bolig ved Hesede skov i Haslev.
Og hvad med man? For mig blev historien et fængsel som ikke harmonerede med mit hjertes kald. Vil alle blive lykkeligere af at kvitte man - det tror jeg ikke.
For nogen er det måske nok "at passe ind".
Foto: Anni Norddahl
Kommentarer