Myndighederne har siden juni 2024 rådet os til at kunne klare os selv i en begrænset periode. Tre liter vand pr. person pr. døgn. Mad, der kan holde. Nødvendig medicin, en førstehjælpskasse og en radio, der kan køre uden strøm. Men hvad hvis tre døgn bliver til tre uger - eller tre måneder? Hvad ved vi så? Hvad kan vi så? Hvad gør vi, hvis apoteket og lægen forbliver ”lukket”? Hvorfor er der ingen der har fokus på den rigdom af ”ressourcer” til sundhed og helbredelse, der findes i grøftekanten - og lige uden for vores egen hoveddør? Eller på den viden om folkemedicinen som før var allemandseje, men som snart er gået tabt for evigt.
Vi taler om beredskab, som om det kun er noget, vi skal købe ind til. Men beredskab er også noget, vi skal kunne. Og her har vi som samfund forsømt at give grundlæggende færdigheder, kendskab til naturen og planternes anvendelse videre. Det er i dag italesat som ’manglen på naturdannelse’.1 Den officielle beredskabsplan fra Styrelsen for Samfundssikkerhed er fuld af gode råd som bestemt vil komme os til gode, skulle situationen indtræffe. Men når jeg står midt i mælkebøtterne, hylden og røllikerne tænker jeg mest på det, listen ikke nævner: At der vokser et vildt apotek lige her, for næsen af os og at det er en del af den viden, vi som moderne samfund næsten har glemt.
De fleste mennesker jeg taler med, indrømmer det blankt - at de knap kan kende en vejbred fra en skvalderkål. Og jeg synes faktisk, det er sørgeligt, at vi er kommet så langt væk fra naturen, at vi ikke længere kender de mest almindelige planter omkring os. Hvordan er det blevet acceptabelt at vide så lidt om det, vi engang levede af og med? Det enkelte menneske har måske aldrig fået det lært. Men som samfund har vi forsømt at give den viden videre. Og nu taler vi så om beredskab. Og tre liter vand og en nødradio.
Og for lige at vende tilbage til planterne: I mit arbejde som naturformidler har jeg igen og igen erfaret, hvor meget en vejbred kan lindre kløe, udslæt, gener efter insektstik, eksemer af mange slags. Jeg plejer at sige i spøg, at hvis jeg, ene kvinde, kunne patentere vejbred, ville jeg blive verdens rigeste menneske (det kan jeg heldigvis ikke - endnu - bank under bordet) - så planternes rigdom er stadig for os alle.
Den anden, vores forhadte skvalderkål, har været anvendt mod gigt siden klostermedicinen slog rod i vores landskab. Og begge, virker de stadig. Hvis vi ved det - og kan genkende dem, fra den store masse af grønt der springer os i øjnene, når vi ellers kigger op fra vores blå skærme og misser mod solen, der også bor ”der ude” i naturen. Og lad mig gøre det klart med det samme - jeg dømmer ingen for deres usikkerhed på planternes identifikation eller deres uvidenhed om førnævntes lange historie som menneskets lægende følgesvend. Men jeg ærgrer mig over vores fælles dannelsestab.
Men jeg vil gerne råbe op og pege lyskeglen mod det faktum, at Styrelsen for Samfundssikkerhed d. 24. august i år åbnede en pulje på 2 mio. kr. til gratis kurser, der skal klæde borgerne på til kriser. Sidste år blev der fordelt 6,5 mio. kr. til undervisning i hjemmeberedskab, og fristen for at søge den nye pulje er d. 24. september 2026.2
Må jeg bede om, at nogen kigger ud? Ud i naturen og lærer vores børn - den næste generation - der jo skal arve jorden - og deres forældre, at der findes planter til omtrent hver eneste af hverdagens lidelser, mindre uheld, feber, smerte eller betændelse som vi kan komme ud for i vores dagligdag? Alle de ting, vi rækker over disken efter i håndkøbsafdelingen.
Lad mig gøre det klart: Jeg er ikke ude efter vores lægefaglighed eller den moderne medicin. Jeg drømmer selv om en utopisk verden hvor traditionel plantekundskab og moderne lægevidenskab kan supplere hinanden og støtte hinanden - til almenvellets bedste. Men hvad gør vi, når hjælpen ikke er tilgængelig, og glasdøren til apoteket ikke længere lader sig åbne - i dag, i morgen eller ugen efter? Så må vi i det mindste ruste os selv og vores børn til at vide, hvad de skal bøje sig ned og række efter.
Vi behøver ikke alle være urtekyndige. Men vi kan lære en håndfuld almindelige planter at kende. Vide, hvilke de kan forveksles med, hvilke dele vi bruger, og hvordan de anvendes - og hvor deres begrænsninger ligger. Det kendskab kommer ikke af sig selv, den dag krisen rammer. Det skal vi give hinanden og vores børn, mens vi har muligheden. Ikke for at skræmme dem, tværtimod, men som en blid modgift mod frygten, usikkerheden og ængsteligheden der kan ramme os, når verden skælver.
Det styrker vores urmenneskelige selvfølelse og længslen efter at kunne klare os selv - at være selvforsynende og uafhængige, også når det kommer til sundhed. I en urolig verden giver det tryghed at kende sine rødder. Både de indre og dem der vokser i jorden. Oplevelsen af personlig tryghed er at være ’kapabel’ - et godt gammeldags ord for at være ”dygtig, duelig, kompetent eller i stand til at udføre et bestemt arbejde eller klare en opgave”. At være kapabel til at klare sig selv, når uheldet er ude.
At være uafhængig, ikke nødvendigvis ”af systemet”, som jeg plejer at efterfølge med sætningen ”når zombierne - eller russerne kommer” - det sidste er jo desværre ikke længere sjovt at sige højt. Men at være duelig udi helbredelse, det er ikke bare konkret viden - det løfter også vores tro på egne evner. Det nærer vores indre modstandskraft og styrker vores personlige beredskab.
Rundt omkring - og også her i Norden, begynder faglighederne at røre på sig når det kommer til naturens ”værdi”. Oven på pandemien fandt vi ud af, at det var rart at være udenfor. At gå i skoven. Sidde under et træ. Lave bål eller sove i en hængekøje. ”Regenerativ” er blevet et buzzword, og det skal selvfølgelig foregå udendørs, når vi holder store møder. Skovbadningsguider og naturterapeuter skyder op som østershatte på hvert et gadehjørne, og hurra for det - for naturen vinder - og sankekurser og vild-mad-middage er det nye sort.
Vi har længe set med, når modige danskere har kastet sig ud i Alene i vildmarken og prøvet kræfter med overlevelsesfærdighederne. Vi har smilet lidt, når de ’igen’ ikke fanger nogen fisk, lykkes med et bål eller giver op når ensomheden får overtaget. Det der springer mig mest i øjnene, er måske nok den ensidige kost, hvor det begrænsede kendskab til botanikken byder på bær og mos. Og helt galt går det jo, når de skærer sig i fingeren… Her, hvor langt de fleste af de algode planter ville kunne hjælpe med behandlingen.
Dette nye fokus på udeliv bifalder jeg naturligvis. Men spørger igen - hvorfor taler ingen om vores grønne beredskab? Med kendskab til ganske få planter kan du, udover at få mad i maven - dæmpe en feber, lindre en smerte, afhjælpe en betændelse eller standse blødning. Skylder vi ikke vores børn at give dem disse færdigheder med i livet?
En stor andel af de planter, vi går forbi hver eneste dag, rummer helbredende og lindrende egenskaber. Brombærbladene er traditionelt brugt ved diarré. Friske røllikeblade, knust mellem fingrene, kan lægges direkte på et snitsår. Det er enkel og effektiv, vild førstehjælp.
Og her taler vi jo kun om den rent fysiologiske, praktiske del af kendskabet til planterne. I en verden, hvor alt skal gå stærkt, er det revolutionerende at røre ved et blad. At samle vejbred og lægge det på et myggestik er kærlig selvomsorg. At standse op, indstille fokus til ”grønt” og give sig tid til at lære at skelne den ene vækst fra den anden. At styrke sine egne sanser, noget AI dog trods alt, endnu, ikke kan udruste eller optimere os til.
Lad os vække denne ældgamle viden; disse livsevner, der ligger i vores gener, på vores rygrad, i den bagerste del af vores krybdyrhjerne. Vi er mennesker, der har levet med og af jorden siden vi begyndte at rejse os på to ben og række efter planterne til mere end blot at putte dem i munden. Den lærdom som vores oldeforældre besad, men som vi nu må tilkæmpe os, afskåret fra naturens skole som vi er. Den viden, der har været allemandseje siden tidernes morgen. Vi skal fortsat fylde vand på flasker og sætte ris i køkkenskabet. Men når vi lærer næste generation at forberede sig på en krise, bør vi også give den viden, der kan øves, deles og gives videre, som det er blevet gjort i generationer. Lad praktisk naturkundskab blive en del af vores fælles, grønne beredskabsplan.
(Tre landsdækkende dagblade fandt ikke debatten relevant, hvilket i sig selv er interessant. Hvad tænker du?)
1 Begrebet naturdannelse er bl.a. udfoldet af biolog og naturformidler Nikolaj Voldum Ahlburg i bøgerne Naturdannelse - naturformidlerens håndbog (med Line Beck, Turbine 2021) og Naturdannelse året rundt (Turbine 2023). Se også naturdannelse.dk.
2 Styrelsen for Samfundssikkerheds tilskudspulje til borgervendte kurser - samsik.dk
Kommentarer