Brændenælde året rundt – del 2

Maj – tid til høst

I mit planteportræt om brændenælde året rundt, er vi kommet til del 2. I dette indlæg vil jeg gennemgå lidt om brændenældes evne som næring og som tilskud til din daglige kost. Har du ikke læst det første opslag, kan du læse det HER.

Foråret har for alvor indtaget sin plads i årshjulet. Vi har passeret Valborgsaften og nærmer os sommersolhverv med hastige skridt. Frugtbarhedskraften bruser igennem hvert et lille blad og nyt skud, og for brændenælde er det ingen undtagelse.

I løbet af den sidste måned er brændenælde vokset 20-30 cm og kranser – i hvert fald i min egen have – hvert et bed og åben lysning. Og det er nu, hvor planterne er omtrent knæhøje, at jeg høster til tørring.

Hvorfor ikke høste de små skud, tænker du måske? Men i de mængder som jeg bruger bændenælde, ville det slet ikke kunne betale sig. Nye skud er til suppe og pesto, men de større planter høstes til tørring, lige over roden – jeg bruger saks og handsker!

Husk at solen er skadelig for planterne, så snart de er skåret af, så dæk kurven med et klæde, så nedbrydningen af planterne ikke sker for hurtigt. Jeg hænger dem op i bundter af tre, hvor de får lov at hænge og tørre indtil de er knastørre.

Brændenælde maj

Brændenælde på sin skyggefulde vokseplads, smuk og frodig…

Brændenælde tørrrer

Brændenælde ophængt til tørring – de har hængt i 14 dage og er klar til at blive taget ned…

Brændenælde i kurv

Den høstede brændenælde beskyttes mod solens skadelige stråler…

Hvor længe det tager, handler om varme og luftfugtighed i det rum du bruger. Ophængning kræver lidt mere plads, men til gengæld synes jeg det fungerer bedre end at lægge dem på skærme.

Sådan en kurvfuld, som der er på billedet giver ca. 120 g tørret urt. Og der er vel sammenlagt halvanden times arbejde i det, når man indregner høst, ophængning og klip (jeg bruger en alm. blender). På et år bruger jeg ca. 1 kg tørret brændenælde, så det er nu her i foråret, at lageret skal fyldes.

Har man ikke mod på at gøre det selv, kan brændenælde købes for ca. 200-300 kr pr. kg. Nu har jeg pladsen og masser af nælder – og det betyder noget for mig, at jeg selv har været en del af processen fra start til slut.

Jeg drikker ikke te. Eller jo. Jeg kan sagtens nyde en god kop te. Men jeg skelner mellem nydelse og næring. Og skal du have noget ud af f.eks. brændenælde, nytter en lille mængde urt dyppet i kogende vand i kort tid n u l og n i x!

Brændenældes primære indholdsstoffer er mineraler og vitaminer – og det vi gerne vil have ud af den er jern, magnesium, kalium, fosfor, kiselsyre, mangan og svovl, A-, D-, K- og C-vitamin. Hvis vi skal skal have andet end god smag ud af en kop brændenælde-te – skal du i stedet satse på at lave en “infusion”.

En infusion – et vandigt udtræk – er 30 g tørret plantemateriale overhældt med 1 liter kogende vand i et lufttæt glas, der trækker 4-12 timer med låg på. Herefter sies infusionen, sættes på køl og kan holde i max 48 timer. Jeg drikker 1 liter hver dag med isterninger eller direkte fra køleskabet.

Bemærk – jeg drikker aldrig samme urt dag efter dag, men roterer mellem fem forskellige planter. Du kan læse mere om infusioner i mit tidligere indlæg Ode til nælden eller i min e-bog og se mig lave infusion med brændenælde på min youtube-kanal: “Brændenælde“.

HENT MIN GRATIS E-BOG OM INFUSIONER

For at vi kan få glæde af mineralerne, som er brændenældes primære gave til os, skal vi derfor først TØRRE og herefter UDTRÆKKE (kort fortalt – nedbryde cellevæggene, så mineralerne kan frigøres og vandre ud i vandet).

Brændenælde har desuden så mange, gode medicinske egenskaber, at det  ville fylde et helt opslag af remse dem op alene, men bl.a. bruges brændenælde som blodstyrkende (hæver blodprocenten!), forebygger diabetes, styrker nyrerne, afhjælper fordøjelsesbesvær og gigtsmerter, styrker hår og hovedbund,  og er en fantastisk plantefælle for den gravide og ammende kvinde.

Tredje del om brændenælde kommer sidst i juni – efter sommersolhverv. Her kan du høre om brændenældes egenskaber, når det kommer til kraft- og energiarbejde. Læs om hvordan du forbinder dig til Brændenælde og møder dens magiske inderside, og om hvordan du måske kan være så heldig at gå i lære hos Brændenælde selv.

15 Comments

  1. Susanne Mohr Christensen maj 16, 2016 at 5:14 am - Reply

    Spændende.

  2. Anette maj 16, 2016 at 6:48 am - Reply

    Hvad med brændenælde saft er det ikke godt? Du skriver det skal tørres først?

    • Maria Lisette maj 16, 2016 at 2:33 pm - Reply

      Hej Anette,
      For det første er der jo problemet med at friske nælder brænder… 😉 For det andet, så får man flest næringstoffer ud af nælderne ved enten at tilberede dem eller tørre dem.
      Min lærer siger om juice: “Juicing does not break down the cell wall, so what you get is the intra-cellular fluids. The nutrition is behind the cell wall and is thrown out. And juice doesn’t hang around for long in our digestive systems, so any nutrition that did make it out with the juice wouldn’t have time to be absorbed anyway.”
      Kh Maria

  3. Hanne Due juni 25, 2016 at 12:41 pm - Reply

    Hej Maria.
    Jeg er noget forvirret omkring det med, hvordan vi opnår det bedste “udbytte” af brændenælden. Nogle steder ser jeg, at det er bedst at tørre planten og andre steder læser jeg, at “mange af de aktive stoffer går tabt ved tørring og det derfor er bedst at bruge planten frisk”…. Kan du hjælpe og kaste lidt lys over det for mig?
    Kh Hanne Due 🙂

    • Maria Lisette juni 25, 2016 at 1:42 pm - Reply

      Kære Hanne
      Tak for din besked.
      Som jeg skriver i artiklen:

      Brændenældes primære indholdsstoffer er mineraler og vitaminer – og det vi gerne vil have ud af den er jern, magnesium, kalium, fosfor, kiselsyre, mangan og svovl, A-, D-, K- og C-vitamin. Hvis vi skal skal have andet end god smag ud af en kop brændenælde-te – skal du i stedet satse på at lave en “infusion”.

      Ingen af de nævnte indholdsstoffer kan “fordampe” ved tørring. Tænk bare på hvad der er tilbage i gryden, hvis du glemmer at slukke for en gryde med vand – mineraler…

      Det er muligt at en smule af vitaminerne går tabt, men det er heller ikke den primære årsag til at vi spiser/drikker nælden. Hertil kan du lægge at hvis du skal have den samme mængde mineraler ud af frisk nælde som du skal af tørret, skal du bruge 4 gange så meget.

      Hvis du er lidt openminded, kan jeg varmt anbefale dig at se “Cooked vs. Raw” på youtube https://youtu.be/5nRwn7VRvb8 – den var en øjenåbner for mig!
      Kh Maria

  4. Hanne Due juni 26, 2016 at 10:43 am - Reply

    Tusind tak Maria – det var lige sådan en beskrivelse, jeg havde brug for, jeg har det bedst ved learning by doing eller ved at få tingene forklaret i forenklet form, uden for meget anden “støj” omkring 🙂 så tak for det! Jeg vil helt klart se den video, du anbefaler – jeg elsker at få åbnet øjnene 😉

    Og med det samme, jeg er i gang, så tusind tak for din super givende side, generelt 🙂

    Kh Hanne

  5. Maria Lisette juni 26, 2016 at 7:29 pm - Reply

    Jeg kan også bedst med enkelt! 😉 God fornøjelse!!

  6. Gitte Hauge august 11, 2016 at 2:23 pm - Reply

    Hej Maria Lisette

    En så fin blog du har og jeg elsker dine videoblogs. 🙂
    Du skriver du aldrig drikker samme urt hver dag, men roterer imellem fem forskellige.Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke urter det er du veksler imellem?
    Jeg har selv mange urter i haven, men desværre ingen brændenælder. Jeg kan se du køber store poser af urter, vil du fortælle hvor man kan købe så stort ind? For jeg vil meget gerne prøve at lave infusion af brændenælder.
    Glæder mig til dit næste indlæg. 🙂

    Mange hilsener
    Gitte

  7. Gitte Hauge august 11, 2016 at 7:07 pm - Reply

    Tusinde tak for hurtig respons 🙂 Så kan jeg få bestilt brændenælder og nogle af de andre ting jeg ikke har i haven. Og jeg vil helt sikkert kigge i det du foreslår.
    Jeg er så vild med, at man kan bruge naturens egne resurser, i stedet for at købe i en aller anden butik. Tror det er så meget bedre for kroppen. Og så vil jeg holde et godt øje med din blog for flere guldkorn.
    KH Gitte

    • Maria Lisette august 12, 2016 at 6:34 am - Reply

      Velbekomme! 🙂 Håber at det bliver en succes for dig. Jeg regner med at få udgivet en lille e-bog i løbet af efteråret om infusioner og følger op med en kursusdag eller et fyraftensforedrag om infusioner, når det hele er klar 🙂 kh Maria

  8. Zolveigh Ravn oktober 2, 2017 at 10:18 am - Reply

    hvor ville jeg gerne kunne læse dette, men baggrunden står så stærkt at skriften “sluges” flere steder. Håber der blir en anden mulighed for at læse teksten.

    • Maria Lisette oktober 2, 2017 at 12:16 pm - Reply

      Ja, den er gal! Der er en fejl på min hjemmeside, som vi arbejder på at få løst! Beklager!!!

  9. Michel august 13, 2018 at 9:09 pm - Reply

    Hej, tak for denne skønne blog 🙂

    Jeg er nysgerrig efter at vide om du bruger stilken af brændenælderne?

    • Maria Lisette august 18, 2018 at 6:56 pm - Reply

      Hej Michel, selv tak 🙂
      Ja det gør jeg 🙂
      kh Maria

Leave A Comment