10845897_10155018186455533_7573304021438205408_n

Vintersolhverv.

Årets afslutning. For mig er det den højtid jeg markerer mest. Det er tid til at se tilbage, til at genleve alle de oplevelser og belæringer jeg har fået i dette år. Og de har været mange. Det har været et overvældende år. Et hårdt år, der har krævet hårdt arbejde på det personlige plan. 2014 har været et hamskifte-år. Et helingens år. Men også et år der er endt med personlig vækst og med forløsning.

Sidste vintersolhverv begyndte jeg på en rejse. Den aften forstod jeg pludselig, hvorfor de sidste par år har været svære. Jeg fik klar besked om hvorfor og hvad jeg skulle gøre for at komme “videre”, ud af dyndet. Jeg har aldrig fået så soleklare instruktioner før, og det betød at jeg fik en ny, meget stærk forbundsfælle, en lærer, der sendte mig ud på en livsrejse.

Men det var svært. Jeg følte i årets første seks måneder, at jeg var ved at falde fra hinanden. Min frustration og forvirring prægede vores hverdag og min sindsstemning. Det blev til mange tanker om emnet, f.eks. Er du god nok?, Jagten på zen – har du fundet den?, Og så vågnede jeg, Ferien – og den store flugt, og ikke mindst At være ene
Billedet her fra i sommers rummer alle de følelser jeg var fuld af. Trist, bekymret, usikker og sårbar.

I orkanens øje

I orkanens øje

Sommeren bød en rejse ind i skabet med skeletter. Til et møde med realiteterne. Til et opgør med det liv jeg havde med min mand. Og en vurdering af, om vi virkelig skulle fortsætte vejen fremad – sammen. Vi blev enige om, at sådan en beslutning ikke kunne tages, uden at vi havde “prøvet alt”. Så vi fik hjælp.

I dag er jeg taknemmelig for, at vi rakte ud – og blev taget imod. Vi gjorde selvfølgelig selv “arbejdet”, men de råd og den hjælp vi fik, gjorde forskellen. I dag ved jeg, at vi er på vej. Sammen. Og det gør jeg glad og tryg. Om en måned har vi kendt hinanden i 8 år. Vi kom sgu’ igennem 7 års-krisen…

Når jeg kigger mig omkring, ser på alt det jeg har. Både i kærlighed, men også i livsrammer, så er jeg så lykkelig. Jeg føler mig velsignet og heldig. Og i mit stille sind skræmmes jeg over, at det var tæt på at forsvinde mellem hænderne på mig. Vi kom igennem krisen, fordi vi tog ansvar for den. Den tanke gør mig stolt, og den fylder mig med kraft. Fordi VI gjorde det. Sammen.

Det blev også året, hvor et gammelt sår blev lægt. Som følge af oplevelserne sidste solhverv, fik jeg mod til at tage en rejse mod min tidligste barndom og så andre gamle spøgelser i øjnene. Spøgelser der blev meget virkelige, da en ukendt faster pludselig dukkede op i mit liv og bød mig folde mine minder ud. Og hvor jeg endelig gav mig selv lov til at anerkende mine egne følelser.

Det var godt. Det var forløsende. Jeg fik sat både mig selv og min (biologiske) far fri. Såret er lægt, men arret vil altid være der. Til minde om hvad der har gjort mig til den jeg er i dag.

Forunderlige ting førte mig tættere på mig selv. En sommernat på min fødselsdag, langt inde i en svensk skov, alene (og forladt), der mødte jeg mig selv. Min inderste kerne, og jeg gav endelig mig selv den omsorg, som jeg havde brug for. Jeg lod alle masker falde og trådte ud af skoven, nøgen og blottet, helt uden filter og helt og aldeles i overensstemmelse med mig selv.

Det var en livsoplevelse. Jeg vil aldrig glemme det. Jeg vil aldrig glemme den kreds af mennesker, der var med mig i den stund. De, der så mig og fejrede min succes og bevidnede min forandring. Den oplevelse var som en katalysator for de næste 6 måneder af året. Et halvt år fuld af overvindelse og mod.

Det blev året, hvor jeg efter flere års følelse af at vandre rundt nede i grøften, uden rigtigt at kunne finde retning på mit arbejdsliv, endelig fandt op på stien og fandt min plads blandt fagfæller. Hvor jeg langt om længe opnåede følelsen af at høre til, at være på det rigtig sted. At eje rum.

Jeg fik med udgangen af dette år mulighed for at “slippe lidt væk” fra udgravningsarbejdet (som mellem os – og alle andre der læser med) aldrig har været et ønskejob, men en nødvendighed for at lære nogle basale kompetencer og skabe sig noget erfaring. Til næste år skal jeg til at være “gravvogter”, som min veninde udtrykte det. Jeg skal til at føre tilsyn med de mange fredede gravhøje og fortidsminder rundtomkring på Sjælland. Hvilket betyder en arbejdsdag som jeg selv sammensætter, og så er det ellers ud i naturen.

De dage jeg har været med som føl her i december, har fyldt mig med håb for fremtiden. Jeg føler virkelig, at lige præcis den opgave rummer essensen af det jeg gerne vil. At være ude, blandt oldtiden og naturen. Kunne færdes alene på vejen. Jeg er taknemmelig for muligheden. For sammen med den, har jeg fundet retning på min vej.

Og ikke mindst berettigelse. For den jeg er, og det jeg kan. Og da jeg overvandt mig selv, og stod frem foran mere end 100 kolleger og fremlagte udgravningsresultater – så føltes alt helt rigtigt. Jeg overvandt mig selv, hvilket jeg skrev om både her: Om at være bange, og her: Noget om at overkomme alle farer

I årets løb er Naturen trådt ind i mit liv og har rodfæstet sig. Som Natuglen der flyver lavt over vores hus og har slået sig ned i naboens træ. Den kommer til mig i drømme og fornøjer sig ved at vække mig i det allertidligste morgengry. Eller som urterne der nu åbenbarer deres magi i fuldt flor overalt, hvor jeg lader mit blik vandre. Genkendelsens glæde der strømmer igennem mig, når stærke plantevenner byder deres kraft og styrke til. Jeg har kastet mig ind i kampen for fuld kraft, og mine hylder – og mit hoved fyldes af viden og urtemedicin. Af tinkturer og opskrifter.

Jeg har åbnet Pandoras Æske, og jeg ved helt ind i sjælen, at jeg ikke er trådt ind på en ny vej, men blot har åbnet en dør i mit hjerte. Hvor det hele er lagret fra formødres tid. Jeg træder med varsomme, end sikre skridt og sætter foden i allerede trådte fodspor. Jeg ved, at jeg ikke behøver kende målet, så længe jeg kender vejen. Jeg ved, at jeg har fået en gave, og med den også et ansvar om at forvalte den godt.

I aften vil jeg bringe et løg ind i kredsen. Et løg som symbolet på de mange lag der er skraldet af mig i årets løb. Lag der har været krøllede og tørre. Gamle og uden den beskyttende virkning, som de en gang havde. Gamle lag, som nu kun hæmmer det nyes vækst. Jeg vil kundgøre for alverden, at jeg træder ud af kredsen, som et forandret menneske, og jeg vil bede kredsen være vidne til min forvandling.

2014 er en ham jeg tager af mig. En skal der har rummet mig på godt og ondt, men som nu er for lille. Som slangen strides og er sårbar i sit skifte, sådan har 2014 også udfordret mig på alle planer. I aften til solhvervets fejring, der træder jeg ud af den gamle ham, det gamle solår, og takker ærbødigst for kampen og for alle de venlige sjælen, både her og i den anden verden, der har hjulpet mig videre på min rejse. Jeg takker for den viden og visdom jeg har tilkæmpet mig, og som er blevet mig givet.

Ild solhjul

Jeg springer i aften over bålet og ind i det nye år. Jeg springer til lyden af krager og ravne, af ugler og musvågens skrig. Jeg springer for fællesskabet og forbindelsen til naturen, som står så stærkt for mig, her på den sidste af årets mørkeste dage. Jeg takker for mørket og frygter det ej, men hilser samtidigt “solen og de mange lyse og lange dage” tilbage…

Ved efterårsjævndøgnet var jeg stadig midt i transformationen, jeg beskrev hvordan at jeg ikke “kender denne nye kvinde. Hende der er mig, og så alligevel ikke“. Nu ved jeg det. Jeg står her. Jeg ér her.

Jeg markerer min forandring for mig selv og for alverden ved at farve mit hår. Netop fordi jeg for et år siden trådte ind i en kreds af kraft, har det været vigtigt for mig at give mig selv et mærke, jeg kan bære hver dag og som forbinder mig til den kraft. Jeg hylder Ilden og Urkraften dybt i Jorden – jeg hilser det nye år Velkommen farvet i Ildens billede.

Jeg aflægger mig den gamle ham, det selvbillede der nu er brugt op. Jeg træder med stolthed og ydmyghed ind på den vej, der er min.

Forandret

Forandret