Når Jordens folk synger...

- Så smelter mit hjerte!

Credits to: www.letsbewild.com Lapland - Credits to: www.letsbewild.com

Jeg er blevet blæst bagover. Helt og aldeles.

Af en ganske ung fyr og hans fuldstændigt tidsløse stemme - lyd uden alder, som om hans stemme kommer fra Jordens indre, fra tidernes morgen. Helt derinde fra, hvor ord ikke har betydning. Hvor kun lyd er. Hvor lyd åbner døre ind i hjertet. Helt ind i sjælen. Den stemmer der kommer ud af hans mund, er ikke kun hans. Det er lyden af et helt folk. En ældgammel sjæl der huses i en ung, stærk krop. Hører du hans sang, er det svært at forene den med det ansigt du ser - det er lyden af de ældste tider

Jeg kan næsten ikke beskrive det med ord, kun hvordan det føles, når uanede vidder af melankoli gjalder ud over landskabet. Hvordan lyden med de, for mig, uforståelige ord, tegner billeder i mit sind af savn, kærlighed, sorg, afmagt, glæde og håb. Af et lands vildskab. Jeg kan ikke "forstå" det - men jeg kan FØLE det.

Det er en sansning. En uendelighed.

Bragt til os i umage former; en ganske ung mand fra Columbia, adopteret til samerne, hvor han er vokset op som rensdyrhyrde og flasket op med den samiske tradition for "Joik".

Joiken er samernes sang der har rødder i deres oprindelige trosverden. De er magiske sange, fra ”noiderne” – de samiske shamaner. Fulde af kraft og med en ubeskrivelig indlevelse. Netop derfor har joiken tidligere bl.a. været forbudt i skolerne pga. de åbenlyse forbindelser til den magiske (og hedenske) verden.

Helt i lighed med hvad kendes fra mange andre oprindelige kulturer og deres sammenstød med den mere herskende "race" - vi kan bare se mod vores eget Grønland, hvis vi vil vide mere. De sibiriske traditioner har også lidt store tab på den konto.

I dag er det heldigvis en anden sag, og med Jon Henrik Fjällgrens fortolkning får joiken nu endnu et vindue ud i verden – og med det en mulighed for at vise, at det er intentionen i hjertet det handler om, ikke hvem du er, eller hvordan du ser ud…

Hans album kan findes på Spotify – men nyd her hans vindermelodi fra den svenske Talent2014-tvshow ”Daniels Joik” - tårerne fik frit løb, da jeg så dette klip første gang! (og anden gang og tredje gang!)

http://www.youtube.com/watch?v=woEcdqqbEVg

Kategorier

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar