Noget om at overkomme alle farer...





Hvem ved hvad der venter om det næste hjørne... Hvem ved hvad der venter om det næste hjørne...

Da jeg var barn, var jeg panisk angst for skeletter. Altså i den grad, hvor jeg slukkede for fjernsynet, hvis der blev vist en scene, hvor der optrådte et skelet. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg fik ondt i maven og spændte i hele kroppen. Jeg var bange for de døde. Måske forstod jeg allerede (ubevidst selvfølgelig) dengang, at den anden verden er tæt på.

Egentlig er det lidt sjovt, set i lyset af, at jeg i dag nok beskæftigere mere med skeletter end de fleste, altså sådan helt objektivt. Det er klart at retsmedicinere, gravere og den slags slår mig med flere længder, men sådan på et blødt gennemsnit ud over den danske befolkning.

Men for lige at vende tilbage til barndommens angst - jeg tror, at det allerede den gang i 80'erne var "oppe i tiden", at man skulle face your fears for at overvinde angsten, så en dag i 5. klasse (eller hvornår man nu begynder at have biologi), fremmanede jeg et hidtil ukendt mod og tog skolens gamle kranie i hænderne og fremsagde den klassiske replik "To be or not to be!" (undrer mig den dag i dag stadig over, hvor jeg mon havde samlet dén linje op, men nu var jeg jo et ret kulturelt barn).

Summa sumarum, jeg var ved at skide i bukserne af skræk, mens jeg gjorde det, men herefter var jeg kureret. Sådan. Siden da, har skeletter ikke rørt mig overhovedet.

I torsdag gjorde jeg det igen. I torsdags samlede jeg kraniet op og stirrede stift ind i dets mørke øjenhuler. I torsdags opbød jeg al min indre styrke. I torsdags trådte jeg op på scenen og så verden i øjnene. Jeg så min angst i øjnene (du kan læse mere om angsten her) og jeg overvandt den.

Jeg holdt mit oplæg for ca. 150 kolleger på vores årlige museumskonference. Jeg fremlagde mit hjerteblod og min ære. Og jeg sejrede.

I dag er jeg forandret. It has truly been a year of change. I sommers slog mit liv ind på en ny kurs. Altså man kunne selvfølgelig sige, at mit liv er det samme, men måden jeg ser mig selv på, er forandret.

Som jeg prøvede at forklare en veninde forleden: "It's lifechanging med små skridt". Det er sådan det er. Livet udfolder sig for mine øjne. Jeg kunne godt. Jeg gjorde det. Uanset hvor fucking angst jeg var for ikke at "være god nok", så gjorde jeg det. Så var jeg det. Helt igennem god nok og mere til.

Det lykkes mig endda at blive stolt, når jeg bagefter hører ord som "ubesværet, utvungen og cool". Ja, så tænker jeg, at jeg har stået på rette sted. At alle de mange timer som jeg har brugt på at forberede og gennemarbejde mine ting, de har været godt givet ud. Mine tre timer hos den virkelig dygtige retoriker Signe var uvurderlig, og jeg skylder hende meget!

Og så slår det mig - det er jo sådan jeg ér, og det er dét jeg gør. Jeg er GRUNDIG. Ind i mellem kan jeg godt skøjte lidt let hen over nogen ting, men når det gælder, så er jeg i ilden. Så vender jeg hver en sten, så rækker jeg ud og beder om hjælp. Så rejser jeg mig.

Og så drejer universets store hjul lige så stille til næste hak. Jeg har taget endnu et skridt op ad mod et ukendt mål. For hvert skridt jeg tager, efterlader jeg noget af mit gamle jeg på det trin, jeg forlader og jeg løfter samtidigt mit blik mod de nye horisonter, hvor alt er muligt.

For jeg kan overkomme alle farer...



[caption id="" align="alignnone" width="240"]IMG_6159.JPG Og her stod jeg....

Kategorier

5 kommentarer

andreahejlskov
 

Selvfølgelig. Du er born to do it! :-)
Læs mere
Læs mindre
Maria Lisette
 

Haha... Åååh, ja, vel var jeg så... LOL
Læs mere
Læs mindre
Julekort med ro i sjælen… | Hyldemors Have
 

[…] De sidste par måneder har været hektiske. Hektiske på randen af det der survival mode, som man ikke bør befinde sig alt for længe i. Først var der min uoverskuelige præstationsangst i forbindelse med mit foredrag for museumskollegerne (du kan læse om det her). […]
Læs mere
Læs mindre
Slangens, Uglens og Ildens år… | Hyldemors Have
 

[…] Og ikke mindst berettigelse. For den jeg er, og det jeg kan. Og da jeg overvandt mig selv, og stod frem foran mere end 100 kolleger og fremlagte udgravningsresultater – så føltes alt helt rigtigt. Jeg overvandt mig selv, hvilket jeg skrev om både her: Om at være bange, og her: Noget om at overkomme alle farer… […]
Læs mere
Læs mindre
From maiden to woman… | Hyldemors Have
 

[…] og set angsten i øjnene (læs f.eks. her: “Om at være bange” og min sejr “Nogen om at overkomme alle farer…“). Og ikke mindst er Hyldemors Have begyndt at vokse og udvikle sig og jeg har holdt mine […]
Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar