Guide til moderne landboliv - havehøns del 1

Noget af det første vi satte i værk, den gang vi flyttede på landet, var hønseholdet. Jeg vidste stort set zero-zip om høns, men for mig var det indbegrebet af bondeidyl at have en lykkelig hønseflok gokkende rundt i haven på jagt efter kryb og kravl. Det blev derfor til en del trial and errors før jeg, som i dag 10 år senere, føler mig velbevandret i hønsenes verden.

Jeg bliver ofte spurgt om hvor meget det kræver, hvor man skal starte, hvor meget og hvor lidt af det ene og andet, så derfor har jeg besluttet mig for at lave denne lille guide, der trin for trin fører dig ind i hønseholderens fantastiske verden. For det er virkelig bare hyggeligt. Og nemt... Og føles godt i maven.

Glem alt om buræg og majsopfedede kæmpekyllinger, og sig i stedet goddag til sjove, små, sociale og selvstændige væsener, der gør kål på dit køkkenaffald og leverer en gudeskøn orange blomme til dit blødkogte æg. Sig goddag til glæden ved små dunede kyllinger og en lækker hanesteg, når den tid kommer. Altså... Velkommen i hønsenes verden!

Høns og børn går godt i spænd! Høns og børn går godt i spænd!

Step 1: Hvis du overvejer at få havehøns, så bør du som det allerførste oprette dig en profil på Dansk Fjerkræ Forum, der seriøst er den største samling hønseentusiaster og du kan få svar på ALLE dine newbie spørgsmål og desuden finde små artikler om mangt og meget, og ikke mindst finde kyllinger og høns til salg.

Step 2: Er selvfølgelig at finde et velegnet sted til hønsehus og gård, og i samme omgang gennemtænke hvor stor en flok du ønsker dig. Og det handler helt sikkert om ambitioner og temperament. Jeg synes vores flok er optimal, når vi har ca. 10 æglæggende høns og en hane. De racer som jeg har, lægger som regel ét æg hver eller hver anden dag i forår-, sommer- og efterårsperioden. Du kan låne bøger eller læse på ovennævnte forum, hvor meget plads man anbefaler. Der findes masser af typeproducerede hønsehuse til salg i byggemarkeder og foderstofforretninger, f.eks. i vores lokale HF Butikken. Alternativt kan et gammelt skur eller et nedlagt legehus sagtens bruges.

Der vokser selvsået hyld inde i selve gården, som giver masser af skygge om sommeren Der vokser selvsået hyld inde i selve gården, som giver masser af skygge om sommeren

Close up Close up

Jo mere de kommer ud i haven i dagstimerne, jo mindre plads har de reelt brug for til gård. Men det er klart, at der skal være god plads til hver enkelt høne, også de dage, hvor du er på job eller bare ikke får lukket dyrene ud. Hvis du overhovedet har tænkt sig at de skal gå frit i haven. For det medfører helt sikkert, at du må udvikle en hvis tålmodighed overfor hønselort. Og dine elskede blomsterbede kommer til at se sådan ud, for at undgå at hønsene graver alt ting op og nyder et solbad midt i georginerne.

Urtehaven hegnet ind - et must for havehønseejere! Urtehaven hegnet ind - et must for havehønseejere!

Min mand har bygget et stort skur, hvor der er hønsehus i den ene side, og haveskur/foderrum i den anden side. Selve gulvet i hønsehuset er løftet ca 10 cm op fra jorden, sådan at der er en slags hulrumsisolering. Eneste minus er, at vi flere gange har oplevet, at rotterne synes dette hulrum er meget velegnet til rotte-residens, hvilket vi så har måtte forholde os til.

Overordnet set tror jeg at du kan regne med mindst 1 m2 pr. høne i gården, og mindst det halve i huset. Find gerne et sted der ligger lidt i læ for regn og blæst, gerne i forbindelse med et par store træer eller anden bevoksning, hvor under flokken kan søge ly, både for den varme sol i sommerdagene, men også for en nærgående rovfugl - dem har vi ind imellem besøg af. Vi har derfor valgt at have net over selve gården, det er vel lidt en luksus, og ikke nødvendigt. Men det havde jeg læst, at man "burde", den gang vi købte. Nettet bestilte jeg hjem fra en fiskegarnfabrik eller noget lign. i Nordjylland.

Der skal være mulighed for at hønsene kan støvbade i gården, selvfølgelig have adgang til mad og vand, og så ellers gerne lidt bevoksning de kan gå og skrabe i. Ind i mellem tager jeg en greb og vender jorden, og det giver udsigt til masser af skønne regnorme til hønsene der går helt amok i ormeorgie.

Step 3: Må vel være indretningen... Altså, vi lavede totalt overkill og fik bygget hele fem redekasser. De bruger alle sammen den samme inderste kasse i krogen, stort set, så en anden gang ville jeg nok bare lave tre kasser i det mørkeste hjørne. Du kan læse meget mere om mål på pinde og størrelser på kasser i diverse hønsebøger og på forum. Og ellers er kommentarfeltet åbnet, så kan jeg i hvert fald beskrive de præcise dimensioner på vores udvalg. Ellers er det jo bare vigtigt, at de har et par gode pinde lidt i højden, og godt med strøelse (vi bruger halm, som vi får af vores søde nabo. Endnu en lykke ved at bo på landet. Men ellers sælger de baller i vores foderstof til 18-20 kr pr stk).

Redekasser Redekasser

Siddepinde Siddepinde - her kunne være renere ;-)

Vi har valgt indtil videre ikke at have kunstigt lys i hønsehuset - men det er mest fordi det ville betyde, at vi skulle have lagt strøm ind, og det har bare ikke rigtigt stået først for. Det betyder samtidigt, at vi som regel har en måneds tid eller to om vinteren, hvor der ingen æg kommer, pga manglende dagslys og dermed har hønsene ikke tid nok til at spise al den føde der skal til for at holde produktionen oppe. Det betyder også, at jeg så må ud på købemarkedet, og øøøøøv, hvor er 12 økologiske æg dyre! Men jeg kunne aldrig finde på at vælge andet (og her skal jeg gerne indskyde, at jeg er ved at gå AAAAAAAAMOOOOOOK, når jeg handler i Netto og folk kommer og køber 30 buræg for 30 kr eller i det hele taget, fylder deres indkøbsvogn med dyre færdigretter og så lige en gang dyremishandlings-æg! FÅÅÅÅRK - det må blive et andet indlæg!).

Step 4: Foder! Mad må der til. Jeg har afprøvet forskellige variationer i løbet af årene. Lige fra halvt tilskudsfoder/halvt korn, økologisk osv. De sidste mange år har brugt vi et fuldfoderprodukt, der hos os hedder "Komplet", hvori der skulle være alt det de har brug for. Derudover får vi nu og da en sæk korn fra naboen, som jeg blander i, og så er der ellers de berømte madrester. De får alt, undtagen kød. Med tiden har jeg lært, at der er nogen ting, de går uden om. F.eks. stokken på broccoli eller hele peberfrugter... Så det ryger i komposten i stedet. Jeg giver dem også deres egne æggeskaller, men maser dem lidt først, så de ikke "ligner" æg alt for meget. De skulle nødig for smag for det. Det sidste, men nok mindst lige så vigtige, er den naturlige føde som de finder, når de spæner rundt i haven og gufler biller, fluer, spirer, mine sommerblomster og nedfalden frugt.

Det er virkelig nemt. Jeg fodrer ca. hver 3 dag, men tjekker selvfølgelig lige hver dag, når jeg alligevel samler æg ind. Du må også affinde dig med, at hvis du slipper hønsene ud i haven, kan de meget vel finde et for dem, mere velegnet sted at lægge deres æg, men jo mere du lærer dem at kende, jo bedre ved du også, hvornår hønen i vilden sky proklamerer til hele holdet, at nu har hun skam lagt et æg, og så er altså bare med at spotte, hvilken busk hun netop har forladt.

Hemmelige æglæggere... Hemmelige æglæggere...

Step 5: Og så er der æggene. Livet er bare ikke det samme, når først du én gang har slået et "hjemmelavet" æg ud i en skål og set del smukkeste orangegule blomme, som intet købeæg nogensinde kommer i nærheden af! Jeg er ikke fanatisk med at få æggene på køl. De skandinaviske lande er faktisk nogle af de få, der opbevarer æggene i køledisken. Så længe de kommer på køl i løbet af 24-48 timer, så holder de sig fint. Der er mange pros and cons, men jeg har altså altid vasket mine æg forsigtigt under en lunken vandhane, for at få det værste støv og til tider - hønsemøg af. Det skulle eftersigende gøre et eller andet ved holdbarheden, men google det og gør det op med dig selv. Jeg kan bedre lide rene æg - ikke mindst, hvis jeg giver dem videre til venner og kolleger.

Jeg er ikke bange for salmonella, så jeg bruger dem gerne rå. Ifølge Fødevareinstituttet er salmonella så godt som udryddet i Danmark. Og ellers er det jo en sand fryd at have egne æg på lager. Det betyder altid en oplagt mulighed for pandekager, æg-og-bacon (weekendklassikeren herhjemme), æggekage, spejlæg, æglatte (!) og hvad du end måtte drømme om af æggesager!

Step 6: Det sidste jeg vil omtale i dette indlæg, er selvfølgelig også det allervigtigste: HØNEN. Hvilken race skal du vælge? Da vi i sin tid skulle beslutte os, ville vi gerne have noget "oprindeligt". De skulle være hårdføre og lette at have med at gøre. Og samtidigt skulle de også være flotte at se på. Så det var nemt for os at vælge den mindst 1000 år gamle danske landrace. Dem havde vi så i en del år, før jeg begyndte at få hønsefetisch, og nu stort set ikke kan gå forbi en "høns til salg" uden at må tilføre flokken en ny model. Så vores flok består i dag mest af hybridhøns, hvor der er en enkelt tilbage med lidt landrace i sig. Ellers har jeg prøvet sussex i diverse farver, silker (de er for bøvlede), skånske blomsterhøns, auracanere, australorps og for tiden har vi endda en gumpehøne :-).

Et hønseliv! Et hønseliv!

Næste gang jeg skal tilføre nyt, vil jeg dog gerne vende tilbage til den danske landrace, for alle de andre racer er mindre robuste, hanerne dejser tit om (mere om det i næste indlæg) og stiller træskoene, får diverse sygdomme og holder ikke nær så længe. Dog skal jeg ikke se mig fri for at lade mig forføre, f.eks. af en smuk sag som denne.

Det bedste er, at du låner dig en hønsebog eller at du går amok på Fjerkræ forummet og læser om de forskellige racer. Stil endelig spørgsmål til de andre der inde, de vil hjertens gerne dele ud af deres erfaringer. Nogle er gode til kød, andre lægger æg i sjove farver, nogle er nemme at dressere - så alt afhænger faktisk af dig og dit behov. Husk at hønen faktisk nemt kan blive op til 5-6 år, hvis ikke hun møder øksen inden. Mere mere om det i næste indlæg, hvor jeg har tænkt mig at fortælle om ræven, hanen, slagtning (og hvordan man finder mod til det!), plukning, utøj, kyllinger og alt det jeg vist har glemt...

Og har du spørgsmål, så hold dig endelig ikke tilbage! :-)

 

Kategorier

10 kommentarer

Miri
 

1000 ! Jeg drømmer om høns i min have :) Men det må komme.
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Jaaa, du kan jo starte i det små med et par stykkker?
Læs mere
Læs mindre
Miri
 

Det er også min mening :) Men .... Hus og gård og alt det der og ingen bil til at hente materialer og og og o g.. Går lidt og drømmer om, at der falder 5000 kroner ned fra himlen, så jeg kan købe alt fix og færdigt med 3 høns og det hele :) Og så øver jeg mig så i, at alting ikke liiige kommer, når jeg synes det bør :)
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Nej det kan jeg godt se er en udfordring... Måske kunne du kigge på de der "gives væk" sider på facebook? Men ja, der er helt sikkert masser af læring i, ikke hele tiden at vente på det næste... ;-)
Læs mere
Læs mindre
Nina
 

Det var slet og ret et godt indlæg :-) har haft høns....og skal have høns igen denne sommer. Og ja: Hvad laver folk med de 30 æg til 30 kr fra netto?!?? Arg!
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Hej Nina, velkommen til :-) Det er skønt med høns. Jeg har stablet brænde hele dagen og haft flokken rundt om tæerne ;-) Og ja, den med de 30 æg, den kræver næsten et indlæg for sig selv! ;-) Kh Maria
Læs mere
Læs mindre
Mia
 

Hej Maria, din altomfavnende elverpige. :-) Det var et fantastisk indlæg om de magiske høns. Og nu sidder jeg her med og fordyber mig over din blog. Den er jo inspirerende, fortryllende og meget æstetisk. Wauw! Det var faktisk helt tilfældigt jeg faldt over den OG dig - ved ikke om du kan huske mig, Mia (høj amazone) fra Krusemyntegade for maaange år siden vel 10 år, hvis ikke mere? :-) En varm hilsen til dig og dine smukke "minions" fra et gammelt bekendtskab :-)
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Heeeej! Jo da selvfølgelig!!! Pigen fra Sydhavsøerne... ;-) Hvordan går det med dig? Er du på fjæsen? ;-) KH
Læs mere
Læs mindre
Finn Jensen (@fjerkrae)
 

Af hjertet tak for de fine ord om Fjerkræ Forum
Læs mere
Læs mindre
Maria
 

Selv tak :-) Det er virkelig en guldgrube af viden! ;-)
Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar