Ferietid er læsetid

Lykken er en blød sofa og en god læsemakker

Det er ferie. Ferien går med at læse og bade og glo på skiftevis mine smukke piger og de mest fantastiske solnedgange. Mest læse. Jeg er grebet. Jeg læser som nævnt i forrige indlæg “og DEN STORE FLUGT” af Andrea Hejlskov. Om hvad der sker når en moderne dansk kriseramt familie (er vi ikke alle?) slipper alt og stikker af, langt ud i de svenske skove. Efterhånden en rimelig hypet familie, som det i en periode var svært ikke at stifte bekendtskab med både på TV (bl.a. hos Anders Lund Madsen og i Lorry) og i diverse dameblade, selv “mit eget” snart hedengagne Forældre og Fødsel-magasin.

Egentlig ville jeg ikke læse bogen. Jeg syntes ikke jeg behøvede. Fordi jeg havde en forudindfattet holdning. Fordi der har været nogle ting. For mange år og andre liv siden. Fordi fordi fordi. Men selvfølgelig var jeg alligevel også nysgerrig. Snagelysten. Og En lille bitte smule selvfed, for jeg havde jo hørt at det havde været svært. Rigtig svært.

Men jeg tog et aktivt valg. Jeg bestilte den på biblioteket og pakkede den ned i ferietasken. Og jeg tog den op. Og begyndte. … … … Og den var så svær at lægge.

Jeg har ingen holdning mere. Ingen forudindfattet. Jeg er i ave. Over ærligheden i ordene. Over de genkendelige problemer. Også selvom jeg har gulvvarme, pensionsordning og ugentlig madplan. Jeg læser mig selv i ordene om parforholdsregnskabet, om moderskabstvivlen, om frygten for De Andre. Jagten på det perfekte, uanset om det så er drømmehuset, “penge nok”, den rigtige partner eller pladsen i skoven. Om at spise af den giftige svamp og sidde og vente på virkningen… Om at være moderdyr og konedyr. Og om at børn jo ikke bare kan skifte deres forældre ud – så kan man skifte en partner ud?

It took me by surprise. Men det er en bog jeg har lyst til at give til andre. Altså. Fordi tankerne i den føles vigtige, på en eller anden måde.

Der er noget absurd i, at jeg ligger og sveder i sommervarmen og føler mig som en blegfed feriedansker, mens jeg “underholder” mig med andre menneskers ulykke. Jeg er klar over, at bogen er gjort for at blive læst. Få at give de her mennesker en håndsrækning og give dem mad på bordet. Men alligevel. Det føles underligt. At sidde i 31 graders varme og læse om hvordan mennesker opfører sig i den svenske kolde vinternat.

Jeg steger mørbradbøffer og laver kvinderolleting, mens jeg spekulerer over om jeg er De Andre. Men jeg er også bange for De Andre.

Sidder på stranden og hækler 2. bagben til Elviras My Little Pony. Fordi det er sådan noget jeg gør. Alt i mens jeg blogger om det. Fordi også bare er sådan noget jeg gør. Multitasker. Tusind ting på én gang. Aldrig i ro. Ville det være anderledes hvis man stak af fra det hele. Langt ud i skoven?

Observerer en ung pige med skoene i hånden, slendrende gennem horderne af skrigende og råbende børn, langs vandkanten på stranden. Pæne solbriller, pænt hår, pæn bluse, pæne brune ben. Tabt for omverdenen med iPod i ørene, men med det der drømmene udtryk i øjenene derinde bag solbrillerne. Med hele verden foran sig. Jeg kvæler min misundelighed og fokuserer i stedet på mit hækletøj. Kunne det være anderledes?

Bogen har virkelig fået mig til at stoppe op. I mylderet af hamsterhjulstanker og leverpostejsfølelser. Sender familien en tak for oplevelsen, får lyst til at sende dem en donation, af ren og skær medlidenhed. Men det føles som en almisse… Der må være bedre måder.

Og hvad med en 2’er?

20140712-202331-73411092.jpg