Hver morgen beder jeg Sol om mod og styrke til at være den jeg er...

Hver morgen beder jeg Sol om mod og styrke til at være den jeg er…

Der er ikke så mange ting, som jeg i det daglige går rundt og er “bange” for. Der er selvfølgelig de obligatoriske, overordnede, lidt urationelle frygtscenarier, som f.eks. at der skulle ske noget med mine børn, at huset brænder ned, at der der bliver krig eller at jeg selv eller min mand skulle blive alvorligt syge.

Altså, ikke noget, som jeg normalt går og spekulere særligt meget over. Men tro derfor ikke, at jeg ikke kender til angstens knude i maven. Til følelsen af en mund, så tør som Saharas ørken, til iskolde, rystende hænder og den nervøses og fjantedes usammenhængende latter.

Jo jo, den kender jeg skam helt fint. Den kommer over mig, når jeg skal sætte mig selv i centrum. Når jeg træder ind på scenen og lade rampelyset blænde mig. Lige så sikker, som jeg føler mig med fingrene farende hen over tastaturet, tømmende hoved og hjerte, udgydende lange dybfølte ordkæder, lige så lille og skræmt bliver jeg, når jeg stiller mig selv til skue.

Når jeg stiller mig an til bedømmelse. Andres og min egen. Som f.eks. når jeg på næste torsdag skal stille mig op foran 300 fagfæller og bruge 10 minutter på at fremlægge en udgravning, jeg foretog sidste år. Jeg har dødsangst. Jeg er så bange for at kludre i det. Sige noget åndsvagt. Mumle. Tale for hurtigt. For langsomt. Læspe for meget (åh jo, det gør jeg, når jeg bliver nervøs – en af aflæggerne fra min tid med togskinner). Gøre mig selv til grin. Fremstå for blond, for ung, for useriøs.

Men det er et tema for mig for tiden. Og derfor bliver jeg selvfølgelig præsenteret for lignende udfordringer i disse dage. Jeg ved det… Universet vil gerne have jeg vokser! Men men men…. I onsdags var det optræden på TV2 Lorry til søndagens udsendelse, i morgen er det mit første solo-event med shamanistisk undervisning. Om end det bare er en sangaften, så ér All eyes on me

Og det skal jeg lære. For 15 år siden, før utallige timer i terapi, før børnene, før shamanismen kom ind i mit liv, før muren blev revet ned (altså den rundt om mig), før alt det der sker på 15 år, ja, så ville jeg have elsket det. Jeg ville have sagt FUCK! og danset på bordene, mens det stod på, for hele verden kunne da rende mig. Sådan er det ikke i dag. I dag betyder det noget. I dag betyder JEG noget. For mig selv, og for nogen.

Jeg ved godt, at jeg er ved at lære at gå på den vej, der er min. At tage de skridt, der skal til. Følge fodsporene. Jeg ved godt, at det hele hænger sammen. Helt utroligt meget endda. Og starten på rejsen tog sit udspring den dag jeg gav op (Læs med her). Men det bliver det jo ikke nemmere af.

Så ja, jeg ér bange. Jeg er bange for at træde ind på min scene.

Louise Hay har en kalender med daglige affirmationer – dette var dagens. Så passende for netop i dag, at den måtte med her!